Vandreweekend og vildmarksgourmet

Jon Lindberg, tidligere vinder af ”Alene i vildmarken” og Kresten Kronborg, kok, naturgastronom og ejer af Madsmedjen ved Slettestrand inviterede på vandreweekend. NaturGuide.dk var med på første etape.

Af Marianne Riis

Vinden er frisk, men forårsvejret tegner solrigt, da Jon Lindberg tager imod ved Feriecenter Slettestrand. 10 deltagere har meldt sig til weekend-arrangementet, der løber af stablen i noget af Danmarks smukkeste natur. Initiativet er nyt og kommer fra kok og naturgastronom Kresten Kronborg, der selv holder af at finde spiselige ingredienser fra den vilde, danske natur.
Sammen med outdoor-kendissen Jon Lindberg, der er tidligere vinder af seersuccesen “Alene i vildmarken”, er der strikket en spændende weekendprogram sammen for deltagerne, der bl.a. byder på vandreture, overnatning i det fri, festmiddag over ild, røg og gløder, vildmarksbad m.m.

Jon Lindberg tog imod gruppen – og snart var vi afsted på weekendens første vandretur.

Find jer en sten!

Vi startede med en kort præsentationsrunde og Jon fortalt at vi nu skulle ud på en 5 km vandretur. Der blev hanket op i grejet og snart gik turen afsted langs stranden. “Find jer en sten, men kun én. Det skal være en med en god historie”, sagde Jon. Jeg kiggede ned. Slettestrand er fyldt med smukke sten i mange former og farver. En god fortællesten? Monstro til bålet i aften? Stenene her har millioner af år på bagen – formet af havet og isen – og nogle er transporteret hertil fra fjerne bjerge og fjelde.
Jeg valgte en flad, hvid sten – nok mest med en tanke til børnene derhjemme, der elsker at male på sten.

Vandring mod stenalderhavets kystskrænt over den gamle havbund.

Gruppen forlod snart stranden og havbådene og begav os ind i kystlandet mod Lien-skrænten, der er Danmarks største indlandskystskrænt. Her bankede stenalderhavet sine bølger mod den 66 m høje skrænt for 5000 år siden. Efter en god times vandring i det gamle marine forland fandt vi lejrpladsen tæt op ad skrænten, hvor et såkaldt lavutelt var slået op. Et telt der i udformning minder en del om indianernes tipi.

Vi vandrer gennem det marine forland, der i stenalderen var dækket af havet. I baggrunden ses den gamle indlandskystskrænt, hvor lejren ligger.

Råvarer fra naturens skattekammer

I lejren tager kokken Kresten Kronborg imod. Vi skal nu ud at sanke spiselige spiselige planter og urter, der kan bruges til aftensmaden.

Her dukkede kokken Kresten Kronborg op. Det varede ikke længe før vi gik med næserne mod jorden og ledte efter spiselige planter og urter. Det var helt fantastisk hvad Kresten kunne diske op med af spiselige vækster – fra røllike, kodriver, burresnerre til svampen Judasøre. Jeg vidste ikke at den smukke, vilde forårsblomst Rød tvetand også kan fortæres.
I lejren blev opgaverne delt ud. En gik afsted efter spid, en fileterede den fisk som Kresten havde medbragt, andre rensede og ren-gjorde de vækster vi havde sanket derude.
Det varede ikke længe før de mange ingredienser fra naturens skattekammer i forskellige sammenhæng og retter var i færd med at blive tilberedt over det knitrende bål.

Spændende og lærerigt at opleve hvor mange vilde planter, der faktisk kan spises.
Et udsnit af de vilde, spiselige vækster, der skulle indgå i vores aftensmad.
Vi prøvede flere forskellige, velsmagende retter lavet over bålet.

Bålets samlende kraft

Der er ikke meget, der kan samle som et bål. Bålet har været det sociale, samlende mødested i tusinder af år – og det fungerer stadig.
I takt med at mørket sænkede sig bliver varmen fra bålet og de dansende flammer helt meditative. Herligt bare at sidde og kigge ind i ilden – uafhængig af uret og tidsfordrivende tv-programmer.
Folk sad tæt sammen omkring bålet. Snakken gik og stemningen var god. Der blev spist godt af maden, som Kresten diskede op, mens Jon i baggrunden satte vand over til kaffe.

Kresten i færd med at demonstrere en båldessert.
Stjernerne er begyndt at komme frem. Uden andre forstyrrende lyskilder end bålet kommer nattehimlen virkelig til sin ret.

Overnatning i det fri

Stjernerne var begyndt at kigge frem. Både Karlsvognen og Nordstjernen stod klart. De 3 stjerner i Orions bælte kunne akkurat anes over kystskræntens top mod syd. Det tegnede til en kølig forårsnat, men flere af deltagerne foretrak tilsyneladende at sove ude i det fri, fremfor inde i lavuteltet.
Her var det desværre endestation for mig. Jeg havde virkelig lyst til at blive i gruppen. Resten af weekenden var programsat med god mad, vandreture og vildmarksfærdigheder, hvilket jeg godt ville have været en del af. En anden aftale længere mod vest ved Thorupstrand havde dog længe været krydset af i kalenderen. Således igen indfanget af tiden.

Nogle valgte af sove under åben himmel i den kølige forårsnat.

Tag med på sanketure i naturen

Måske udbydes arrangementet fra Madsmedjen igen en anden gang? Det er i hvert fald mulighed for at deltage i sanketure med Kresten Kronborg, hvor han deler ud af sin viden.
Vi nåede aldrig til fortællestenen som vi hver især fandt ved stranden. Jeg gemmer dog min – måske til en anden gang i en anden sammenhæng, så har jeg i hvert fald en historie at fortælle…

Mere fra NaturGuide.dk

SENESTE FRA NATURGUIDE.DK

UGENS MEST LÆSTE