Jeg skal være den første til at erkende, at mine hofter og talje bare bedre passer til et par højtaljede bukser og netop her kommer Helly Hansens Verglas tur bukser til undsætning.
Af Marianne Riis. Fotos: NaturGrafik.dk. De testede vandrebukser i artiklen er sponsoreret af Helly Hansen.
Lavtaljede bukser har længe været trenden – også blandt outdoorbukser, men sommeren igennem har jeg haft muligheden for at teste et par Verglas Tur Hiking Pants fra Helly Hansens kollektion. Det er der kommet et godt bekendtskab ud af.
Når jeg skal vælge et par gode bukser til et aktivt udeliv, så er bevægelighed og pasform vigtige parametre. Det var derfor interessant at erfare, at Helly Hansens Verglas tur pants har 4-vejs stretch. Særligt i skridtet, på bagdelen og knæene øger den strækbare elastan komforten. Bukserne er forholdsvis tynde og lette (572 gram) og ganske behagelige at have på – og så sidder de tilmed godt med en god facon, der passer til kvinder som mig med lidt former 🙂
Sommeren igennem har jeg nu testet bukserne. Det er blevet til gode vandreture gennem sommerlandets kystnære plantager og langs kysten. Jeg har ellers haft svært ved at slippe de ultralette Rask Light Softshell Pants som jeg testede i Afrika, men Verglas-bukserne har den styrke at de er lidt kraftigere, mere slidstærke og lidt varmere. Selvom det også koster på vægten og måske åndbarheden, så kunne jeg endda godt bruge lidt ekstra slidstyrke på knæ og bag.
2-vejs lynlås åbner for god ventilation til benene – også når man vandrer.
Bukserne har den helt særlige finesse, at buksebenene kan lynes op med en 2-vejs lynlås i hele benlængden uden at bukserne bliver flagrende når man vandrer da de stadig kan hæftes forneden med et praktisk spænde. Her skiller Verglas Tur pants sig særligt ud. På varme dage fungerer det faktisk godt og giver god luft om benene.
Sidelommer sider foran på lårene.
For mig er sidelommer på mine vandrebukser et “must”. Jeg bruger altid mine sidelommer – ikke mindst til telefonen som jeg gerne vil have lige ved hånden. På Verglas Tur pants sidder lommerne foran på lårene frem for på siden. Det giver klart bukserne en pænere – og nok også mere feminin facon, men det giver også markant mindre plads i lommerne. Nu må kompas, ildstål og hvad jeg ellers kunne finde på at putte i mine lommer, om i tasken. Selvom jeg har en forholdsvis stor smartphone, så går det alligevel ok og jeg føler ikke at telefonen i forlommen begrænser bevægelsesfriheden.
Verglas tur pants har to forlommer med lynlås – udover lårlommerne, men ingen baglommer.
Indbygget bælte med velcro-luk i siderne.
Bukserne har bæltestropper, hvilket ikke altid er en selvfølge har jeg erfaret, men det giver plads til en dolk i bæltet. Som en fin finesse har bukserne en slags indbygget bælte, da et skjult, bredt buksebånd kan strammes ind i begge sider blot ved brug af velcro. Det fungerer fint – ikke mindst for de mange, der ikke bruger et klassisk bælte.
Let vandafvisende, men ikke regntæt.
Bukserne har fået en PFC-fri imprægnering, der gør dem let vandafvisende, hvilket får dråberne fra en lille regnbyge til at perle af, men heller ikke mere end det. En morgentur gennem højt, vådt græs gav våde bukseben. Til gengæld tørrer bukserne forholdsvis hurtigt.
Et par bukser med mange, fine detaljer.
Bukserne har mange gode detaljer – bl.a. snørebåndskroge, der sidder skjult i syningen, men let vippes fri og hæftes fat i vandrestøvlernes snørebånd, så bukserne slutter tæt mod støvlerne. Det kan f.eks. bruges, hvis man vandrer i sne. Der er også indsyet RECCO® reflectors, så buksernes ejermand/kvinde lettere kan eftersøges i bjergene – eller måske under en snelavine. Noget de færreste heldigvis har brug for, men det understreger at bukserne er tænkt til seriøse eventyr – fra klatring til fjeldvandring.
Alt i alt bukser med en god funktionalitet til brug på flere årstider.
Verglas Tur pants sidder godt med god pasform og god bevægelighed og har alt i alt en god funktionalitet. Jeg har brugt bukserne sommeren igennem og har på varme dage udnyttet at kunne lyne op til benene. Selvom bukserne er forholdsvis tynde kan de sagtens bruges året rundt. På kølige vinterdage vil jeg nok have et par lange, tynde uld-underbeklædning indenunder. Nu ser jeg frem til at vandre landskabet i møde med mine Verglas Tur Pants – og forhåbentligt smukke dage derude med gode naturoplevelser undervejs.
Helly Hansen Verglas Tur Pants (No. 63022) fås både til kvinder og mænd – og i flere farver.