Ud i naturen – i virusfrit terræn

Mens corona-virus præger foråret, så er vi taget ud, hvor vi ikke behøver at tænke på smitte – langt ud i naturen.

Af Marianne Riis

Vandretur med familien

Vandrestøvlerne sidder godt på fødderne og turtasken tynger dejligt på ryggen med en termokande kaffe, kiks – og juicebrikker til ungerne. Der er forår i luften og fuglene er begyndt at synge. Frem til maj vil koret at fuglestemmer tiltage og det er derfor nu man bør starte med at lære fuglestemmer.

Børnene er hjemme fra skole – og selv om ipad, tv og diverse spil har været flittigt brugt, så har vi alle brug for at komme ud og røre os – og hvor børnene kan være frie og gå på eventyr. Danmark har en kyststrækning på over 7000 km – og her i foråret er der som regel rigtig god plads på strandene, der er perfekt til vandreture – og hvor vi ikke skal være bekymrede for virus-partikler i den salte havluft, der fornyes uendeligt af den friske vind.

Et par halvtykke uldstrømper er gode at have i vandrestøvlen.

Vores tur er dog i dag ikke gået til kysten, men i skoven. Svampekurven er med selvom det ikke er sæson for svampe. Det er det derimod for friske brændenældeskud, ramsløg – og måske lidt martsvioler. De små, nye brændenælder er velsmagende og fuld af vitaminer og mineraler og jeg laver næsten altid en populær forårspesto, der smager godt på flutes eller hjemmelavede bålbrød.

Danmark er et godt vandreland med masser af stier og ruter. Nogle mere kendte end andre.

Bilen kvitterer med et blink da vi låser og efterlader den på en parkeringsplads i kanten af skoven. Her er kun en enkelt bil udover vores, så det er ikke mange, der på en hverdagsmorgen har fået samme tanke. Vi har valgt at vandre ad en lille bid af Nordsøstien – en vandrerute, der dækker 26. regionener fra Danmark, Norge, Sverige, Tyskland, Holland, England og Skotland, hvor redningsveje, kirkestier, kongeveje, drivveje og sejlture er kædet sammen med natur- og kulturhistoriske seværdigheder. Vores lille tur går gennem et plantageområde – og af hensyn til børnene er ruten kun et par km ud og tilsvarende tilbage igen med lidt afstikkere undervejs. Se evt. vandre med børn.

Danmark har masser af gode vandreruter.

Selvom skoven stadig er lidt vintergrå har foråret tydeligvis fat og det spirer frem med grønne skud. I græsset i vejsiden, hvor solen rammer, er ulveedderkopperne nu dukket frem – de jager aktivt deres bytte i skovbunden uden brug af edderkoppernes klassiske fangstnet. Også myrerne er blevet aktive, hvor skovmyrerne klumper sig i solen og suger kropsvarmen til sig – og bærer den med ned i boet.

Myrerne er aktive. Holder man hånden lavt henover myrerne kan man bagefter lugte den syrlige lugt af myresyre som myrerne sprøjter på hånden.

Ungerne ved godt hvad der er i rygsækken – og allerede efter bare en god kilometer rask travetur er “vi bare så trætte – og kan næsten ikke gå mere“, ifølge den mindste på 6 år.

Ungerne bliver sendt afsted som spejdere efter et godt sted, hvor vi kan sidde – og her fejler energien ikke noget. Snart er de tilbage og melder om et perfekt væltet træ inde i skoven, hvor vi alle kan sidde.
Vi sidder helt for os selv i en lysning ca. 100 meter fra stien – som var vi alene i verden. Bogfinken synger “det, det, det ka' jeg sig' lige så tit det ska' være…” (hør den herunder). Det er nu altid fornøjeligt at sidde med en god kop kaffe ude i det fri. Og sikke mange muligheder vi har for det i vores lille land, der faktisk har rigtig god plads de rigtige steder.

Godt at være ude i det fri

Jeg læste forleden at en professor i eksperimentel virologi på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet oplyste, at risikoen for smitte med coronavirus er mindre udendørs, da luften hurtigt fornyes – og de eventuelle dråber, der kan indeholde virus hurtigere fortyndes i luften udendørs. Af samme årsag er café- og restaurantbesøg, biografture m.m. for en stund sat på stand by. Selvom jeg som sådan ikke er bekymret for smitte – på mine og mine børns vegne, så holder jeg meget af at være ude i naturen – og nu er mit påskud ikke blevet mindre.

Friske brændenældeskud samles ind til en lækker pesto (det er kun min mand, der ikke bruger handsker) – gerne i blandet blade fra ramsløg.

Jeg fandt lidt ramsløg og lidt brændenældeskud. Ikke så mange som jeg havde troet, men jeg har en hjemmeforsyning i et vildt, ufriseret hjørne af haven, der udgør et fint supplement, se VildMedHaven.dk. Ungerne har fået brugt en masse energi og fået røde kinder – og så gør det ikke helt så meget, at de skal hjem til skærmen. Jeg selv skal i køkkenet og lave pesto – og en forårskage, da jeg fandt lidt spæde violblomster i skoven, der sammen med lidt tusindefryd fra græsplænen, skal udgøre kagepynten.

…og i morgen går turen til kysten. Jeg er spændt på at se hvad sidste uges blæsevejr har bragt ind på stranden.

Kilder: visitnordjylland.dk. Lydoptagelse: Volker Arnold, xeno-canto.org.


Vandreudstyr

Grej til vandring

Mangler du gode vandresko eller vandrestøvler – eller en behagelig, ikke for stor turrygsæk, så kan jeg bl.a. anbefale sko- og støvler fra danske Grejfreak.dk, der lover prisgaranti og medsender returlabel, så det er let at prøve hjemme og returnere, hvis ikke det var det rigtige.

Turrygsække til mig selv og ungerne har jeg fundet på aktivvinter.dk, der trods navnet, har gode priser på rygsække – også om foråret.


NaturGuide.dk tester og sammenligner netbutikkerne i relation til brugervenlighed, sikker netbetaling og kundeanmeldelser. Som altid gør vi opmærksom på at NaturGuide.dk modtager et provenu for annoncer, henvisninger og salg, men vi går aldrig på kompromis med vores egen overbevisning. 10 % gives til naturbevarende formål uden ekstra udgift for forbrugeren. Vi tager forbehold for prisændringer hos producenter og netbutikker.

Læs også...

Seneste..

Mere fra NaturGuide.dk