Test af vandtæt, ultra-let solcellelampe med lys til hele natten.

Jeg er glad for mine gode, gamle telt-lanterne, der har fuldt mig i årevis. I skæret fra denne lampe har jeg tilbragt mange, gode timer derude. En af bagsiderne er dog lygtens vægt plus at den bruger batterier, der jævnligt skal udskiftes. Det var derfor ikke uden interesse at jeg har kigget på nogle af de superlette, solcelledrevne lygter, der er kommet på markedet i de senere år.

Af Marianne Riis

Der findes flere modeller, men jeg har kigget nærmere på modellerne Luci Outdoor 2.0 (2021) og Luminaid PackLite Nova. Begge modeller er lavet af blød plast og kan foldes sammen, så de kan være i en lomme (ca. 2,5 cm høj). De vejer under 150 gram og fylder nærmest ingenting i opbakningen. Begge modeller er vandtætte.

Til venstre Lumin PackLite Nova USB, Til højre Luci Outdoor 2.0. Lygterne minder meget om hinanden, men LuminAID'en kan også oplades via et USB-stick.

LuminAID PackLite Nova

LuminAid'en lyser med 75 lumen, hvilket er rigeligt til at lyse teltet op – eller hvis man har brug for et stationært lys i mørket. Lampen kan oplades på ca. 10 timer via sollys, hvilket giver 3-5 timers lys for fuld skrue. Lysstyrken justeres med et tryk på tændknappen. Ved laveste lysstyrke, der giver et fint hyggelys i teltet, er der lys til hele natten. Faktisk op til 24 timer i følge producenten, men det har jeg ikke efterprøvet. Lygten vejer ca. 140 gram.
LuminAID blev oprindeligt udviklet af studerende på en arkitektskole i New York.
En smart ting ved LuminAID'en er at den også kan oplades via et usb-stik. Ca. 1-2 timer giver fuld opladning. Den justerbare orange strop kan bruges til at hænge lampen op eller hæfte den på rygsækken.
LuminAID Nova USB koster ca. 300 kr.

Test af solcellelampe
LuminAID PackLite Nova (75 lumen) har rigeligt lys til at lyse teltet op.

Luci Outdoor 2.0

Luci-modellen minder rigtig meget om LuminAID'en. Den er produceret af Mpowerd, der har adresse i Brooklyn, New York. Ligesom LumindAID'en fås i flere modeller gælder det også for Luci-modellen. Luci Outdoor 2.0 (2021) oplades ifølge producenten på 7 timer og har på laveste lysstyrke power til 24 timer (ligesom LuminAID'en). 12 timers lys i medium-styrke og 6 timer på fuldt blus (75 lumen). Et minus ved denne model er at den ikke kan oplades med et usb-kabel. Den vejer kun 125 gram og fås fra ca. 220 kr.

Annonce
Køb vandtæt Luci Solcellelampe hos Survivalstore.dk – vejer kun 100 g, 10 led dioder.

Luci Outdoor Pro. Producentfoto.

Luci Outdoor Pro

Det er også værd at kigge efter Luci Outdoor Pro-udgaven. Her følger et usb-ladekabel med, så du kan lade lampen helt op hjemmefra. Tilmed kan du oplade din telefon med solcelle-lampen, der derved også fungerer som en slags powerbank. Pro-udgaven tilbyder et endnu kraftige lys på 150 lumen. Det kraftigere lys synes jeg ikke jeg behøver, men det er praktisk at smartphonen kan få ekstra energi. Pro-udgaven vejer 156 gram og dermed en anelse tungere end de førnævnte modeller. Den koster fra ca. 330 kr.

Solcelle-lamperne er godt tænkt og er oplagte at have med på turen, hvis der er brug for overnatning i naturen, hvad enten det er i telt, bivuak eller shelter. Faktisk har jeg fundet flere andre anvendelsesmuligheder – også når jeg ikke er på tur. Lamperne er f.eks. fine at tage med ud på terrassen eller i haven en sommeraften.

Solcellelygterne er lette at transportere og tage med ud i natten f.eks. hvis man skal ud og tisse. De tåler fint at hænge udendørs – selv i silende regn.

Modellerne opdateres hele tiden fra producenterne og der findes en del lidt ældre generationer i butikkerne, der sælges billigere, men stadig løser den basale opgave – at skabe lys på fornybar energi – tåle vand og veje og fylde så godt som ingenting.

Mere fra NaturGuide.dk

SENESTE FRA NATURGUIDE.DK

UGENS MEST LÆSTE