Succes for Danmarks skestorke

skestorke
Den hvide skestork er i fremgang i Danmark.

Skestorken er i flot fremgang i Danmark. 2018 blev et nyt rekordår.

Skestorken – den hvide fugl, der hører til de eksotiske ibisser, genindvandrede forsigtigt til Danmark i 1996 efter et fravær på næsten tre årtier.
Siden er det gået stødt fremad for den spøjse fugl med det skeformede næb og den særprægede fjerdusk i nakken. Efter en våd og grå sommer i 2017, hvor mange, danske skestorkeunger døde af kulde efter regn og rusk og oversvømmelser, har de danske skestorke i år haft udbytte af den historisk solrige og varme sommer. I 2018 er der registreret ikke mindre end 383 ynglepar i Danmark. Det betyder at mere end 1000 skestorke i sensommeren kan opleves over Danmark inkl. flyvefærdige unger, der i luften kendes på sorte vingespidser.

Naturreservatet Vejlerne slog ny rekord i 2018 med registrering af hele 365 skestorke på samme dag.

Den danske ynglebestand af skestorke er i dag fordelt på syv kolonier. Naturreservatet Vejlerne slog også ny skestorkerekord i 2018, hvor hele 365 skestorke blev talt på samme dag i reservatet.

Vinterkvarter i Afrika.
Skestorkene trækker normalt mod syd i september. Vinterkvarteret er i Vestafrikas udstrakte floddeltaer og vadehavsområder i Marokko og Mauretanien. Til foråret i marts kommer skestorkene retur til de danske ynglepladser.

Skestorken har fået navn efter sit skeformede næb.

/MR

Kilde: Fugle og Natur/aug 18, dof.dk.

Seneste fra Naturmagasinet

Ugens mest læste

Aktuelt i naturen

Fra arkivet...