2023 tegner til et godt storkeår for den folkekære hvide stork. I særdeleshed på Djursland, hvor der for første gang siden 1965 er udsigt til flyvefærdige storkeunger. Det skriver Storkene.dk.
Djursland huser i år ikke bare en, men sensationelt to beboede storkereder, hvoraf den ene findes på Kastaniegaarden i Revn, og den anden på en træstamme lige udenfor landsbyen Ramten.
Det er tre år siden at den hvide stork sidst gjorde forsøg på at yngle på Djursland, men dengang desværre uden held da vejret viste sig fra den meget kølige og våde side – og ungerne døde.
Nu er Danmark ramt af varme – og tørke, hvilket også kan blive en udfordring for storkene. Går alt vel skal storkeungerne ringmærkes i midten af juli.
Der er i år registreret 10 ynglende storkepar, hvoraf de 2 par er ungeløse.
Læs mere på Storkene.dk.
Kilder: Storkene.dk. Frontfoto, arkivfoto: NaturGrafik.dk.