Vi kender den smaragdgrønne farve og selve den berømte smykkesten, der er ophav til farven: smaragden! Modemagasinser taler om smaragdgrønne kjoler og rejsemagasiner beskriver smaragdgrønt havvand ved eksotiske kyster.
Mere ukendt er farven også repræsenteret i den danske dyreverden i form af en pæn stor edderkop: smaragdedderkoppen!
De færreste danskere har set Smaragdedderkoppen (Micrommata virescens) og ikke uden grund. Dels er den ikke talrig og dels falder den godt sammen med den grønne vegetation, hvorpå den sidder.
Som hos en del andre edderkopper er hunnen størst og kan måle 1,5 cm plus ben. Smaragdedderkoppen er en opsøgende jæger som ikke bygger fangstnet som f.eks. korsedderkoppen, men den jagter og jager insekter i vegetationen. Ofte udnytter edderkoppen sine grønne kamuflagefarver og sidder på lur indtil et byttedyr kommer passende tæt på. Angrebet går lynende hurtigt, hvorpå byttet lammes af edderkoppens gift.
Levested.
Smaragdedderkoppen findes især i næringsfattige moser og fugtige skovlysninger, gerne ved skovsøer, hvor den sidder i vegetationen. De lysåbne lokaliteter er gennem tiden blevet reduceret på grund af dræning og tilgroning med birk- og pilekrat, hvilket sandsynligvis har ført til at edderkoppen er forsvundet fra mange lokaliteter. Den regnes dog som sådan ikke for truet.
Sjældne hanner.
Smaragdedderkoppen kan dårlig forveksles med nogle af Danmarks øvrige over 500 edderkoppearter. Hunnen er flot, ensfarvet grøn og hannen har tilmed en skriggul bagkrop med en rød midterstribe, hvilket får den til at se meget eksotisk ud. Hunnen kan opleves det meste af sommeren, mens hannerne dør efter endt parring, der til tider kan vare flere timer. Parringen sker oftest sidst i maj. Hanner er derfor sjældne midt på sommeren.
Ca. 1 måned senere spinner hunnen en ægsæk, hvor hun gemmer og vogter aggressivt over sine æg. Efter ca. 4 uger klækker æggene og skaber liv til 40-50 nye, bittesmå smaragdedderkopper.
/NL
Kilder: Wikipedia, VisitNature, Danske edderkopper/Anders Brandt og Casper Tybjerg, Klematis 2002.