Skrubtudse (Bufo bufo).
”Grim som en tudse”, siger man. Eller ”tudsegammel” – og der er vel noget om begge udtryk?
Vi kender den alle; skrubtudsen. Vi møder den i haven, ved brændestakken eller pandekageflad ved vejen. H. C. Andersen brugte flittigt tudsen i eventyrfortællinger. Mest kendt er nok historien om Tommelise, der bliver bortført af en stor, styg skrubtudse. Skrubtudsen har da også gennem tiden fået mange ord med på vejen. ”Grim som en tudse”, siger man. Eller ”tudsegammel” – og der er vel noget om begge udtryk?
Tudsen har et rynket, vortet skind i modsætning til frøens ungdommelige, glatte hud. Den springer ikke kækt og lystigt som frøen, men vralter gerne af sted som en gammel kælling. Og gammel det kan den blive! Ældre end nogen hund, kat eller hest – op til 50 år!
I haven er tudsen et nyttedyr, da den æder snegle, der ellers forgriber sig på havens grøntsager.
Levevis
Uden for yngletiden opholder skrubtudsen sig på land. Hunnerne bevæger sig længst væk fra yngledammen – nogle gange flere kilometer væk. Den kan træffes både i skove, enge og moser og også gerne i haver. I haven er tudsen et nyttedyr, da den æder snegle, der ellers forgriber sig på havens grøntsager. Skrubtudsen æder desuden gerne biller, bænkebidere, edderkopper og regnorme, hvis den kan komme til dem. Byttedyr indfanges med tudsens lange, klæbrige tunge.
Hos tudserne er hunnen størst. Hanner bliver op til 8 cm. Hunnerne kan måle helt op til 12 cm og blive nogle ganske omfangsrige matroner. Skrubtudsen er stedfast, og den yngler helst i det samme vandhul år efter år. Ofte vandhullet hvor dyret oprindeligt var haletudse.
Yngletid
Skrubtudsen kommer frem fra vinterdvalen i slutningen af marts eller begyndelsen af april. Den vandrer straks til ynglevandhullet, hvor parringen oftest foregår i sidste halvdel af april, afhængig af vejret.
Han-tudserne er i foråret så forhippede på at finde en hun, at de kaster sig prøvende over næsten alt, der bevæger sig. En stor brun frø fortæller med et bredt ”kvæk” at den lystige tudse godt kan springe af dens ryg, hvorefter tudsen i stedet prøver sig på en drillende pegefinger, der åbenbart godt kan gøre det ud for en dejlig stor tudsemor.
Også andre han-tudser kan risikere at blive testet. Han-tudserne giver dog hurtigt en lyd fra sig, hvis de bliver grebet af en anden han, hvilket får den formastelige til at slippe. Tager du, i yngletiden, fat om en han-tudse lige bag om forbenene vil den sige yk – “giv slip!”
Når hunnerne når frem til vandhullet kan de risikere ligefrem at blive overfaldet af flere parringsivrige hanner. Det sker at en hun gribes af så mange hanner på én gang, at hun tynges ned og simpelthen drukner.
I modsætning til de velkendte klumper af frøæg lægger tudsen æg i lange snore, der vikles om vandplanterne.
Stemme
Han-tudserne ankommer først til ynglepladsen og man hører det spæde kor af tudsekvæk, der skal lokke hunnerne frem. Yk-yk-yk, lyder det. Slet ikke med samme kraft som de brune frøers kvækken.
Tudsen er giftig
En uerfaren rævehvalp der forsøger at æde en skrubtudse lærer hurtigt af sin fejl. Skrubtudsen har nogle kirtler bag øjet, hvor giften dannes og gør tudsens hud uspiselig. Af samme grund bør man huske at vaske hænder, når man har holdt en tudse. Skrubtudsens haletudser er også giftige og fisk undgår dem.
Fjender
Snogen kan tåle tudsens gift. Det samme kan krager og musvåger, der snedigt spiser tudsen gennem bugen, hvorved giften undgås.
Største fare for tudsen er den menneskeskabte trussel mod ynglestederne og de mange menneskeskabte farer under tudsens vandringer f.eks. biltrafik og sprøjtede marker.
/NL
