Om efteråret når egetræet står fyldt med agern kommer skovskaden på besøg i trækronerne.
Egetræets agern spredes og gemmes
Af naturvejleder Niels D. Lisborg
Egetræets frugter flyver ikke afsted med vinden som elmens manna eller ahorns vingede nødder. I stedet dumper de tungt mod jorden til glæde for råvildtet – og vildsvin, hvis der ellers var plads til dem herhjemme.
Alligevel sker det ikke sjældent at egetræets agern flyver afsted – ikke med vinden, men båret i et næb fra skovens egen kragefugl – skovskaden.
Skovskader elsker agern, der er fyldte med kulhydrat, protein og fedt. En glimrende energikilde når vinteren står for døren. Som det er kendetegnende for kragefugle er skovskaden bestemt ikke dum. Den forstår at samle forråd til vinteren og flyver gerne afsted med egetræets føderessourcer, der gemmes i depoter under græs, mos og blade i skovbunden. Skovskaden fylder strubeposen med agern og når der ikke er mere plads tager den endnu et agern, der bæres i næbbet – og afsted går det mod forrådsdepotet – eller depoterne, for skovskaden kan have mange depoter fordelt i skoven.
Livsvigtige mad-depoter
Depoterne er livsvigtige for skovskaden og de forskellige forrådskamre kan sikre fuglen mad til langt ind i foråret.
Selv om skovskaden er klog og kan huske og genfinde sine mange depoter, så sker det alligevel at nogle depoter bliver glemt – eller måske at ejeren kommer af dage i kløerne på en duehøg, der ikke går af vejen for en skovskade på menuen.
Et lille agern har potentiale til at blive en mægtig kæmpe
Ved hjælp af skovskaden spredes egetræets frugter vidt omkring. De fleste agern ender som føde, men hist og her skyder nye, små egetræer op spredt og sået af skovskaden.
Et lille agern skal ikke bare være heldig med at blive plantet og glemt. Det vordende lille egetræ skal også klare sig mod skovens hjortevildt, der elsker at æde unge egeskud. Men hvis det lykkedes for den lille eg at vokse op har den potentiale! Egetræer kan blive mægtige kæmper og stå i århundreder. Den mest berømte og ældste eg herhjemme er Kongeegen i Jægerspris Nordskov, der anslås til at være mere end 1500 år gammel.
Featured foto: Zagrosti/Dreamstime.