Sådan redder du dig op af isen

Det er sjovt at færdes på isen, men ikke altid ufarligt. Her leger børn på en tilfrosset Ringkøbing Fjord.

Det er sjovt at lege på isen – og det er sjovt at isfiske, løbe på skøjter og i det hele taget færdes ude på den åbne flade, når det våde element er overgået til fast, frossen form. Men færdsel på isen indebærer også en risiko!

Af Marianne Riis.
Falder man igennem isen på dybt vand er situationen ekstra farlig, da det kan være svært at komme op igen. Derfor er det godt at tale med dine børn om færdsel på is – og de farer som isen kan udgøre.

Naturvejleder Niels Lisborg demonstrerer hvordan man redder sig op på isen. Bred albuerne ud så vægten fordeles og skub fra med kraftige benspark, så du glider skråt op på isen.

Naturvejleder Niels Lisborg har selv haft en rejsefælle på Grønland, der senere i Norge gik gennem isen og druknede. Han lægger derfor vægt på at lære ikke mindst sine egne børn om sikkerhed på isen. Som aktiv vinterbader er han vant til det kolde gys – og demonstrerer her hvordan man redder sig i land, hvis uheldet er ude.

Demonstration af redning. Ræk en gren eller lignende ud til den nødstedte. Gå ikke selv for tæt på vågen. Her er det naturvejleder Niels Lisborgs egne børn, der afprøver en redning i praksis. Der var varm kakao til alle bagefter.

Trygfonden har tidligere givet gode råd om sikkerhed på isen og udgivet en informativ video, der kan ses herunder.

Selvhjælp, hvis du falder gennem isen

  • Undgå panik. Det kan være nemmere sagt end gjort når man udsættes for det iskolde vand.
  • Råb efter hjælp så andre bliver klar over din situation.
  • Vend dig mod den side, hvor du kom fra og hvor isen kunne bære din vægt. Bred arme og albuer ud over iskanten, så du fordeler din vægt over et større areal og forsøg at skyde dig skråt op på isen igen ved hjælp af kraftige svømmetag med benene.
  • Hvis det lykkedes dig at komme op, så fordel din vægt på isen f.eks. ved at mave dig eller rulle dig væk fra hullet ind mod mere sikker grund.

Hjælp en nødstedt, der er faldet igennem isen

  • Ring 1-1-2 for assistance
  • Kig efter en redningskrans, reb eller lignende, der kan kastes ud til den nødstedte. En lang gren eller sågar startkabler fra en bil kan til nød bruges.
  • Gå ikke selv for tæt på vågen, da isen kan briste. Fordel din vægt på isen ved at lægge dig på maven. Pas på med at række armen ud til den nødstedte, da du risikerer at blive trukket ud i vandet. Brug en gren eller lignende i stedet, hvis der ikke findes redningsudstyr.

Denne video fra Trygfonden bør du se:

Husk, før du bevæger dig ud på isen!

  • Husk, det tager mange nætter med hård frost inden isen kan bære – og der gives aldrig garanti! Se også: Hvornår er isen sikker?
  • Gå aldrig alene ud på isen.
  • Børn skal altid være i følge med og under opsyn af en voksen.
  • Orienter dig om tilgængeligt redningsudstyr inden du bevæger dig ud.
  • Respekter advarselsskiltning. Manglende skiltning er ikke det samme som at isen er sikker.
Ved større, offentlige søer kan der være skiltet. Manglende skiltning garanterer dog ikke isens sikkerhed.

Mere fra NaturGuide.dk

SENESTE FRA NATURGUIDE.DK

UGENS MEST LÆSTE