Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen kalder beslutningen for “den rigtige balance” mellem landbrugsinteresser og naturinteresser. Hverken landbruget eller de grønne organisationer er enige.
Landbruget er skuffet.
Landbruget havde ønsket sig, at langt flere vandløb blev taget ud af vandplanerne. Ifølge viceformand i Landbrug & Fødevarer, Thor Gunnar Kofoed er der ikke noget at fejre og de er skuffede over udmeldingen fra ministeren. Ifølge Thor Gunnar Kofoed er der stadigvæk alt for mange kilometer vandløb med i vandplanerne som iflg. ham stiller unødige begrænsninger for landbruget.
Massiv kritik fra de grønne organisationer.
Modsat landbruget mener blandt andet Natur- og miljøkonsulent i Danmarks Sportsfiskerforbund, Lars Brinch Thygesen, at beslutningen er et træls og et forkert skridt tilbage for beskyttelsen af vores vandløb. Danmarks Sportsfiskerforbund kalder ligefrem beslutningen for ”galmatias”. Lars Brinch Thygesen mener, at man ved at pille de mange kilometer vandløb ud af vandplanerne, tager man potentielle gyde- og vækstområder ud. Han stiller endvidere spørgsmål ved om tiltaget er i overensstemmelse med EU’s vandrammedirektiv og ser frem til, at EU-Kommisionen vurderer sagen.
Præsident i Danmarks Naturfredningsforening Maria Reumert Gjerding kritiser også beslutningen som hun anser for at være både trist og usaglig.
Naturbeskyttelse.dk er heller ikke begejstret og mener bestemt ikke at ministeren har fundet den rigtige balance. Naturbeskyttelse.dk mener at naturen er presset så hårdt i bund, og har afgivet så meget, at vi er meget langt fra at være i nærheden af noget der kan kaldes balance.
Landbrugspakken 2015.
Beslutningen om at fjerne beskyttelsen af 1.000 kilometer vandløb er taget af regeringen og Dansk Folkeparti. I forbindelse med landbrugspakken i 2015 blev de blå partier enige om, at små vandløb skulle gennemgås med henblik på at beskyttelsen skulle fjernes fra dem. Oprindeligt var der tale om op til 10.000 km vandløb der skulle pilles ud af vandplanerne. Det blev dog mødt med stor modstand fra bl.a. facebookgruppen ”Bevar de forhadte vandløb”. Forslaget er i høring i otte uger.
MR/
Kilde: Altinget.dk, nyhederne.TV2.dk