V-regeringen fjerner målsætning om økologi.
Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) fjerner målet om, at det økologiske areal skal fordobles i Danmark inden 2020 i forhold til 2007.
I følge Landbrugsavisen.dk finder venstre-regeringen det “uhensigtsmæssigt at have et mål, som ikke er realistisk.”
Ærgrelse i Landbrug & Fødevares økologisektion.
Det ærgrer landbrugets erhvervsorganisation Landbrug & Fødevarer. Formand for Landbrug & Fødevarers økologisektion; Hans Erik Jørgensen siger til Landbrugsavisen at det er tralse signaler som regeringen udsender når målsætningen for økologi fjernes.
“Nu har vi arbejdet hårdt og snakket meget om økologi, så en masse (landmænd, red.) overvejer at lægge om.
“Man taber lidt gnisten. Nu vil mange lige overveje en ekstra omgang, om de skal lægge om, mens de spekulerer på, hvad regeringen så vil”, siger Hans Erik Jørgensen.
Regeringens fjernelse af økologi-målsætningen kommer kun kort tid efter at NaturErhvervstyrelsen har meddelt at rekordmange landmænd søger om at omlægge til økologi.
/JN
Kilde: Landbrugsavisen.dk