At møde og opleve omgivelserne – uden filter
I en tid, hvor mange sjældent forlader hjemmet uden høretelefoner, podcasts og en konstant strøm af digitale indtryk, har et nyt fænomen vundet indpas på sociale medier: rawdogging.

Udtrykket, der fra engelsk slang oprindeligt havde en helt anden betydning: sex uden kondom, er blevet genopfundet som en måde at beskrive det at opleve verden uden de sædvanlige teknologiske ledsagere. At rawdogge naturen betyder ganske enkelt at gå en tur i skoven, langs stranden eller i parken uden musik i ørerne og uden en mobilskærm, der stjæler opmærksomheden.
Begrebet kan ikke direkte oversættes til dansk, men betyder i praksis “at møde verden direkte uden filter”
I stedet handler det om at være helt til stede. At høre vinden i træerne, mærke fugtigheden i luften eller lytte til fuglenes sang. Alt det som man afskærmer sig fra når man konstant har musik eller podcast i ørerne, så snart man er udenfor. Det er sigende, at unge brugere på de sociale medier beskriver oplevelsen som både befriende og lidt udfordrende, netop fordi stilheden og uforudsigeligheden kan føles uvant i en ellers konstant stimuleret hverdag.
Behov og trang for ro og nærvær
Fænomenet viser, at trangen til ro, nærvær og fordybelse stadig lever stærkt, også hos en generation, der er vokset op med konstant adgang til underholdning.
Motionerer du selv med lyd og stemmer i ørerne? Næste gang du snører skoene – overvej at lade høretelefonerne blive hjemme. Måske opdager du, at det rå møde med naturen giver en dybere forbindelse og mere intens oplevelse, end du havde forventet. Tag ud som du er, og lyt til naturens eget sprog.
Fakta: Hvad betyder “rawdogging”?
Ordet stammer oprindeligt fra engelsk slang med en seksuel betydning: sex uden sikkerhed (brug af kondom). I dag bruges det ofte om at kaste sig ud i hverdagen eller tage ud i naturen uden konstant brug af distancerende skærm og høretelefoner. Ingen distraktioner eller skærmende “sikkerhedsnet” – bare rå virkelighed.




