Hov, der var endnu et vættelys…
Næsten nede i vandkanten, lå et langt fint vættelys med spids blandt de mange andre forskelligartede sten… Jeg befandt mig på en stenstrand. Ingen sand, kun sten og tang… og så alt det andet.
Af Hanne Bjørnsen.
I min opvækst tilbragte jeg de fleste af årets weekender på disse stenstrande omkring mine forældres sommerhus på sydspidsen af Langeland. Det omkringliggende landskab var kuperet og vidnede om istidens massive kræfter, der havde huseret. Smukt, frodigt og grønt. Det var igennem de bakker, vi hver weekend drønede i den orange Mazda for at komme ned til det hjemmebyggede feriested. I de første år var vi fem afsted, men efterhånden, som mine ældre søskende flyttede hjemmefra, var det bare mig og de gamle. I mange år følte jeg faktisk at stedet var mit andet hjem. Jeg lå inde i min mors mave, da hun malede brædder til sommerhuset, og i familiealbummet sidder jeg et halvt år gammel i min skråstol på den næsten færdigbyggede terrasse og spejder ud over havet. Det var godt for mig, tror jeg. Godt at vokse op i den friske luft fra Østersøen med naturen og stranden som min legeplads. For det blev den efterhånden.
Ofte gik jeg time efter time nede på stranden for blot at spejde efter fossiler. Og med tiden fik jeg egentlig ret godt øje for det. Hvad værre var, at stranden desværre ikke kun var hjemsted for gamle forsteninger. Der skyllede også plastikstykker op, store som små. En gang imellem lå der også plastikdunke og sågar plastiktønder og flød rundt. Og af og til stødte jeg også på gult skum i vandkanten og olieagtige plamager. Jeg vænnede mig til det og tænkte ikke den gang på, at det, jeg var vidne til, blot var en brøkdel af det, havet rummede af affald og forurening. Og jeg overvejede slet ikke, at det var et fænomen, der i de kommende årtier ville udvikle sig…
Det sunde ukrudt fra havet.
Min mor viste sig af og til ned på stranden. Med en sort plastiksæk. I den samlede hun ganske enkelt tang op, der var skyllet op på stranden. Hun havde nemlig læst, at det næringsrige tang var noget af det bedste, man kunne grave ned og bruge som gødning i køkkenhaven. Hun havde netop anlagt en stor én af slagsen omme bag huset, så vi kunne få lidt jordbær og sund råkost til karbonaderne.
Men arg… det var lidt spøjst. Min mor og jeg var jo ikke altid de eneste på stranden, og så rendte hun rundt dér og fyldte tang i sorte sække! Jeg krummede tæer over det skøre påfund… Tang i haven?!
Da jeg blev ældre og fik mere indsigt i havets perler, gik det op for mig, at det var ret genialt, at hun sådan brugte den den næringsrige tang til skabe sunde og gedigne grøntsager med. Og de blev jo kæmpe, de grøntsager hun fik fremavlet! I dag har globaliseringen sørget for, at tang som næringskilde er blevet ret udbredt. Som kosttilskud har det også for længst fundet vej til hylderne i Helsekostbutikkerne.
De enorme plastiksupper.
For et års tid siden dukkede det pludselig op i nyhederne, at der befinder sig nogle kæmpe plastiksupper i verdenshavene. Plastikaffald, som af den ene eller den anden grund er endt i havet og har samlet sig via havstrømmene i fem store supper. Tilsammen udgør de et areal på størrelse med Afrika! Det er chokerende, og det voldsomt. Ikke nok med, at det befinder sig i havet, men meget af det malplacerede plastik ender rent faktisk i fødekæden. Fisk, store som små, samt fugle indtager plastikken, der så finder vej længere ind i deres system.
For nylig kostede det en hval i Bergen livet. Ved åbningen af det store havdyr gjorde biologer et uhyggeligt fund; 30 plastikposer samt en masse mikroplast, chokoladepapir og brødposer kom til syne. Dette affald havde skabt en prop i systemet og resulteret i et tarmsystem tømt for næring og en udhungret hval. Hvalen havde uden tvivl haft ondt i sin sidste tid, og biologer mente, at den muligvis havde forvekslet skraldet med blæksprutter. Ganske forfærdeligt!
Dog er der ikke kun fugle og fisk, der bliver ramt. Der er på sigt også fatale konsekvenser for os mennesker, der indtager fisk og andre godbidder fra havet. Havets plankton, som fiskene lever af, kan nemlig filtrere mikroplast, og dermed bliver det optaget og indgår i fødekæden.
Recycling.
Organisationen Plastic Change er med til at kortlægge koncentrationen af mikroplastik i verdenshavene igennem ekspeditioner. Yderligt skaber de fokus og opmærksomhed omkring problemet og konsekvenserne deraf. De varsler, at om 10 år er mængden af plastik i havet fordoblet, og i 2050 vil mængden af plastik vægtmæssigt overstige mængden af fisk, hvis vi lader stå til. Dette er intet mindre end en katastrofe!
Plastic Change har blandt andet stået bag projektet ” Bænken og skraldespanden” , der satte spot på plastikforureningen ved Vesterhavet. I oktober 2016 deltog flere hundrede frivillige i rensning af Vesterhavets strande og samlede plastik ind i sækkevis. De store mængder af indsamlet plast blev genanvendt, hvilket resulterede i plastbænke og skraldespande til opstilling på strandene, hvor plasten blev indsamlet. Fantastisk initiativ.
Forhåbentlig giver sådanne projekter samt det stadigt stigende fokus på plastikforureningen os alle stof til eftertanke og omtanke i vores daglige forbrug. Plastik og andet affald hører ikke hjemme i naturen, på strande, og i havene.
Jeg håber for de kommende generationer, at de med ro i sindet kan nyde og gøre brug af havets fantastiske spisekammer. At de kan være sikre på, at det, de sætter tænderne i, ikke er infiltreret med plastik….
Og at de, ligesom vores og tidligere generationer, kan få skønne stunder i naturen, på strande, hvor hovedparten af naturen er natur og ikke er plastik og andet affald. Hvor de kan finde sjove og flotte sten og ikke sjove stykker plastik… Det håber jeg virkelig. Perler og ikke plastik.
Om forfatteren:
Hanne Bjørnsen er religion- og kommunikationsuddannet & iværksætter for grønne projekter. Hun skriver om natur, miljø og klima på sin egen blog; Grønt lys.
