De fleste år er blomkålssvampen ikke talrig og man bør høste den med måde, hvis man er så heldig at møde en på svampeturen. Men enkelte år findes de mere talrige som netop i år. Her er der en god mulighed for at smage den skønne og velsmagende svamp, som kan tilberedes på et utal af måder. En af dem er paneret!
Af Marianne Riis.
Blomkålssvampen er en nåletræssvamp. Er man heldig at finde den er det gerne for foden af en gran. Ofte vokser den på en gammel stub.
Den største udfordring ved blomkålssvampen er helt klart rengøringen. Det er utroligt, hvor mange små dyr, græs og grannåle, der kan gemme sig i de mange folder. Det skal man gøre sig klart inden man skærer svampen fri. Som udgangspunkt er der ingen let måde, hvorpå svampen rengøres, men hvis man skærer den i skiver og efterfølgende rengør den i vand bliver opgaven betydeligt nemmere. Jeg lader gerne skiverne ligge lidt i en skål med koldt vand med lidt salt inden jeg rengør svampen under vandhanen.
Annonce:
Få styr på spisesvampene med bogen “Svampe du kan spise” – fra Saxo.
Opskrift på paneret blomkålssvamp – vendt i æg og rasp.
Blomkålssvampen skæres i passende skiver og vendes herefter i æg og rasp. Steges i smør ved middel til god varme indtil skiverne er sprøde og godt gyldne.
Den panerede blomkålssvamp er dejlig på et stykke ristet brød, men kan også indgå i en ret med kød eller helt erstatte køddelen.
Se også: Svampekniven som værktøj – tips og fordele.
Hvis man ikke spiser hele svampen samme dag kan man med fordel tørstege vandet ud af svampen og efterfølgende fryse den. Tørring er også en mulighed. De fleste svampe (undtagen Stor parykhat som skal spises kort tid efter den er høstet for at undgå blæk) kan gemmes i køleskab 1-2 dage, hvis de ikke spises/tilberedes straks. Blomkålssvampen kan dog som kantareller oftest holde sig i køleskab mindst 5-6 dage.
Det er god skik ikke at tage hele svampen på store eksemplarer.
Da blomkålssvampen ikke er så almindelig er det god skik at efterlade en del af svampen – eller kun tage det ene frugtlegeme, hvis der er flere. Ofte er det helt uproblematisk da mange frugtlegemer er ganske store med rigeligt mad til et måltid selvom en god del efterlades tilbage på træstubben. Ikke sjældent dukker svampen op igen året efter i nærheden af findestedet. Blomkålssvampen findes normalt fra august til oktober.