Pluk vandmynte til en frisk kop sommer-te

Vandmynte blomstrer sommeren igennem frem til september.
Vandmynte blomstrer sommeren igennem frem til september.

Lav en god, frisk kop te af vandmynte fra den danske natur.

Annonce


Af Marianne Riis.
Naturen rummer mange spændende urter og planter med hver sin historie. I Danmark har vi flere arter af kødædende planter, smukke orkideer, historiske lægeurter – og mange aromatiske planter, der gennem tiderne har bidraget til køkkenets glæder.
Det kan ofte være en god ide at alliere sig med en kyndig naturguide inden man begiver sig ud i de gamle druiders fodspor og ser nærmere på planterne, men meget kan alligevel sagtens opleves på egen hånd.

En af de planter som man næppe tager fejl af er vandmynte (Mentha aquatica). Langs åer, søer og vådområder i det meste af landet finder man ofte den lille, lysegrønne plante, der i sommerens løb får fine, lyslilla blomster. Når man gnider de grønne blade er man ikke i tvivl! Det dufter af mynte. Det er mynte! Vandmynte!

Opskriften er enkel.
Vandmynten er fin til at lave en frisk, velsmagende kop urtete. Opskriften på mynte-te er enkel. Pluk et par blade fra planten. Skyl dem og overhæld med kogende vand. Lad det trække et par minutter og tilføj evt. en teskefuld honning.
Medbring gerne hjemmefra en termokande med varmt vand. Derved kan du nyde teen straks ude i naturen.

Når man gnider de grønne blade er man ikke i tvivl! Mynte!
Når man gnider de grønne blade er man ikke i tvivl! Mynte!

Vandmynten har gennem flere hundrede år været anvendt som lægeurt. I 1700-tallet krydsede man Grøn Mynte og Vandmynte og fik derved efterhånden pebermynten, der i dag har overtaget pladsen fra den oprindelige vandmynte som lægeurt – og i øvrigt som ingrediens i en lang række af nutidens, moderne produkter. Pebermynte blev i øvrigt tilbage 2004 kåret til årets lægeplante herhjemme pga. plantens gode egenskaber.

Vandmynten har dog stort set de samme egenskaber som pebermynten dog i lidt svagere styrke. Mynte regnes generelt som god for fordøjelsen. Planten siges at styrke intellekt og hjerne samt give velvære, ro og klarhed.
Den del vedrørende ro og velværende står jeg gerne inde for, men virkningen på intelligensen m.v. skal jeg lade være usagt.
En lille kop mere på terrassen – med benene op. Ungerne sover. Solen er ved at gå ned. Jo den virker helt klart på ro og velvære ☺.

Kilder: Helsenyt, roldskov.info, wikipedia.

Annonce