Vi har tidligere anmeldt Bo Normanders bog Greenlandic Seasons om natur og klima i Diskobugten. Nu er den erfarne grønlandsfarer på banen igen. Denne gang med en åben invitation til vandring i Grønlands uberørte natur i øde fjelde og langs rislende elve.
I en helt ny online guide giver forfatter og fotograf Bo Normander en spændende indsigt i Arctic Circle Trail, der er en krævende vandrerute for den absolut erfarne vandrer. I guiden kan man læse hans indlevende beretning om ruten, om Grønlands vilde og barske natur, og få gode tips og ideer til ens egne forberedelser.
Arctic Circle Trail er en storslået vandrerute på ikke mindre end 165 km mellem byerne Kangerlussuaq og Sisimiut i Vestgrønland.
Se også: En halv times daglig vandring i naturen giver et bedre liv.
Ruten kan tilbagelægges på mellem 7 og 12 dage alt efter temperament og fysik.
Bo Normander beskriver levende ruten dag for dag i et dagbogs-agtigt sprog, hvor vi ikke uden misundelse får del i rutens store naturoplevelser. Guiden er flot illustreret og man kan dårligt undgå at blive fascineret af de storslåede naturoplevelser, der har udgangspunkt kun ca. 4 timers flyvning fra København.
I guiden, der kan hentes gratis, er der desuden en omfattende pakkeliste.
Hent og læs guiden gratis her: Guide til Artic Circle Trail i Grønland.
/MR