Traditionen omkring påskeæg.
I påsken har vi tradition for at pynte med æg – og gerne æg, der er malet i flotte farver, mønstre og motiver.
Farvede æg.
Når man koger hønseæg med rødkål, løgskaller eller andre naturmaterialer i vandet, får man gyldenbrune, røde, gule eller grønne æg. Traditionelle påskeæg i kirkelig sammenhæng er ofte røde – og kendes bl.a. fra den ortodokse kirke og ses nok især i Østeuropa. Den røde farve symboliserer blodet, som Jesus blødte på korset. Læs hvordan du selv farver flotte æg nederst i artiklen.
Virkeligheden overgår fantasien
Fra naturens og fuglenes verden findes æg i talrige andre farvemønstre og farvekombinationer end blot de hvide og brune æg vi kender fra hønsegården.
Det er den sydamerikanske top-tinamu (Eudromia elegans) et godt bevis på. Den brune, hønselignende fugl lægger nogle æg, der virker unaturligt grønne – og man må kigge en ekstra gang for at overbevises om at det ikke er kunstige æg eller en påskeæg-dekoratør, der står bag. Men den er god nok! De grønne, blanke æg er toptinamuens eget værk og fuglens levevis er på flere områder lige så usædvanlig som æggene. Det er nemlig hannen, der udruger de grønne æg – og siden opfostrer ungerne.
Også den hjemlige fauna kan være med når det kommer til kunstfærdige æg. Vores egen gulspurv præsenterer nogle æg, der på det nærmeste ligner et abstrakt maleri.
Farvning af æg
Du kan sagtens selv lave flotte, dekorative æg, der f.eks. kan serveres til påskefrokosten. Tag nogle almindelige, hvide hønseæg og kog dem 10 minutter sammen med skallerne fra 3-4 almindelige løg og 1 skefuld kaffegrums i ca. ½ liter vand. Æggene bliver smukke, gyldenbrune.
Prøv også med rødløg, der giver en rødlig nuance. Du kan også få lyserøde æg ved at koge dem med rødbeder – og endda lyseblå æg ved at koge dem med blåbær og rødkål.
Du kan også lave, flotte mønstre på æggene ved at tage en blomst, blad eller lignende – og lægge det tæt til æggeskallen, hvorpå det fastholdes ved at vikle et stykke af en nylonstrømpe omkring ægget. Kog i ca. 10 minutter – og fjern derefter nylonstrømpe og plante – og se det smukke mønster.
Æggene kan serveres og spises efterfølgende.
Læs mere om fugleæg.
Kilder: Folkekirken.dk, Wikipedia, VisitNature.