Jeg har så længe jeg kan huske gerne ville opleve naturfænomenet morild – og endelig lykkedes det!
Efter en meget lang torsdag – 7½ time bag rattet i bil, mellem Thy og et dagslangt møde på Syddansk Universitet i Odense, var der ikke meget energi tilbage, da jeg endelig nåede hjem – tidsnok til at tænde ovnen til at varme aftensmad.
Dagene forinden havde jeg dog talt varmt om muligheden for at opleve morild. Forholdene var perfekte netop nu. Det havde været varmt i den senere tid og vandtemperaturen i fjorden lå omkring 20 grader. Min yngste søn på 11 år stod klar som en jagthund, der ventede på at snoren blev sluppet.
Hverdagseventyr
Med den sidste rest af energi tog jeg sidst på aftenen med familien ud til fjorden. Heldigvis kun en lille køretur på ca. 15 minutter. Klokken var næsten 22 – og man kunne godt mærke at dagene var blevet kortere her midt i august. Det var næsten allerede mørkt.
Et par tyske autocampere havde taget ophold for natten på strandens p-plads, men ellers havde vi kysten for os selv.
Jeg foreslog at vi gik langs stranden – og smed nogle sten i vandet får at se om der var en reaktion. Det gav intet udslag – blot nogle store plask.
Selvom det blev mørkere, vænnede øjnene sig til mørket. Månen dukkede frem i en særlig orange udgave af sig selv. Igen insisterede min yngste søn på at vi vadede ud i vandet. Der var ingen vind, ingen bølger. Fjorden lå blikstille – som den ellers sjældent gør i her i det nordjyske.
Jeg havde ikke forestillet mig hjemmefra at vi skulle ud at bade i månelyset. Der var noget helt særligt over denne skønne, stille sommernat. Lidt forbudt at være så sent ude, når vi selv og børnene skulle tidligt op på arbejde og i skole næste morgen.
Så skete det! Jeg bemærkede de første svage glimt i vandet omkring vores fødder. Det var ikke reflekser fra stjernerne – det var morild! Yes! Endelig! Da jeg træder endnu et skridt frem og bevæger foden let, dannes små hvirvler af lys omkring mig, som et kortvarigt glitrende slør.
Jo mere vi bevægede os, jo mere glimtede det – som hundreder af små stjerner. Jeg havde forestillet mig et blåligt lysskær, men her synes jeg at det nærmere kan beskrives som små, blåhvide, individuelle lysglimt i vandet.
Vi var alle fire helt euforiske – og svømmede i et glimtende hav af stjerner. Næsten som at være med i et magisk Harry Potter-univers. Da mine kone rejse sig op ad vandet, blinkede små stjerner ned af hendes krop.
Morild er et eksempel på det, der kaldes bioluminescens, hvor organismer udsender lys. I danske farvande skyldes fænomenet ofte mikroskopiske fure-alger (også kaldet dinoflagellater) som Noctiluca scintillans. Når de påvirkes mekanisk – af bølger, stenkast – eller i dette tilfælde mine bevægelser – reagerer de ved at udsende korte lysglimt i blålige nuancer.
Fysisk set er det muligvis en forsvarsmekanisme. Lyset kan forvirre rovdyr eller tiltrække større prædatorer, som igen jager morildens angribere f.eks. vandlopper.
Vi var her både som observatører og deltagere i et biologisk fænomen, som har eksisteret længere end menneskeheden – og som fortsat forbløffer, uanset hvor mange gange man ser det.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan mennesker i tidligere tider mon har tolket dette, næsten overnaturlige, fænomen?
At opleve morild er fantastisk! – og særligt når man er ude i elementet. Det kræver tålmodighed og lidt held. Sommerens og sensommerens varme vande giver de bedste chancer, især efter stille, lune dage. Der skal være mørkt nok. Lad øjnene vænne sig til mørket, og sanserne åbne sig.
Den aften nåede vi sent i seng. Helt høje af en af sommerens bedste oplevelser!
Det kan opleves morild mange steder langs Danmark kyster. På Facebook-gruppen “Morild – lys i vandet”, deles aktuelle oplysninger om hvor der er set morild.
