Flagspættens signatur af naturvejleder Niels Lisborg.
En vinterdag tilbage i midt 90'erne var jeg som ung skovfogedelev på Lindenborg ved at gennemgå en yngre egebevoksning. Her blev jeg opmærksom på nogle underlige mærker, der var afsat på egestammerne. Mærkerne, der mest af alt mindede om spidsen af en kniv, der var blevet drejet let rundt, var typisk afsat i vandrette halvringe rundt om stammen.
Det meget udbredte, men tilsyneladende, blandt forstfolk, upåagtede fænomen viste sig, at være flagspættens værk. Men hvorfor laver den disse hakmønstre i helt friske unge træer, der er blottet for insekter?
Hakmønstre ofte som vandret punkteret ring om stammen.
Stor flagspætte (Dendrocopos major) afsætter typisk sit hakmønster i en serie af 5-10 mm dybe hak på stamme og krone, oftest vandret eller i en spiral, der snor sig op ad stammen. Mærkerne kan ses på de fleste løvtræarter, men af endnu uforklarlige grunde foretrækker spætten tilsyneladende at gravere i unge egetræer.
Hakskaderne har for så vidt ingen større betydning rent skovbrugsmæssigt da hakkene ophører efterhånden som egen vokser og udvikler tykkere, skorpet og furet bark. Stammer med diameter større end 15-16 cm har normalt kun få eller ingen mærker. Her flytter spætten i stedet sin aktiviteter op til de glatte og tyndbarkede kronegrene.
Jeg har dog flere steder set vækst af vanris (grenskud, der vokser ud fra egestammen ved sårskader) ud fra gamle spættehak og jeg er tilbøjelig til at tro, at en del vanris på ege skyldes spættehak. Vanris dannes netop efter ar eller andre sårskader og det er bemærkelsesværdigt, hvor mange vanris, der i mønster følger flagspættens udprægede signatur.
En forklaring på fænomenet; Drikker spætten træsaft?
Hvorfor flagspætten laver de små hak-ringe er lidt af en gåde. Umiddelbart kunne man tro, at mærkerne stammede fra spættens søgen efter insekter, men træerne er helt friske og som regel glatbarkede. I denne bark gemmer der sig ikke insekter. En anden forklaring er, at der er tale om en en instinktiv handling – måske en form for territoriehævdelse.
Den mest anerkendte teori er, at spætten simpelthen supplerer sin kost med saften fra træerne på samme måde som flere nordamerikanske spættearter. De nordamerikanske saftsugere hakker nemlig en række små huller for derpå at opslikke den udsivende saft. I Skandinavien er tretået spætte, der er en meget sjælden gæst i Danmark, kendt for noget tilsvarende.
Med en kniv har jeg prøvet at efterligne spættens hak, men uden så meget som at få en dråbe ud af egen. Heller ikke da jeg gentog forsøget i saftstigningsperioden.
På birk og Acer-slægten (ahorn, spidsløn) kan man få saften til at løbe, og de spættehak, der kan findes her kan muligvis tilskrives saften. Men hvorfor hakmærkerne er mest almindelige på den ”tørre” eg er der så vidt vides ikke nogen forklaring på. Det forbliver forsat en gåde.
Prøv selv at kigge efter næste gang du er i skoven! Især på yngre egetræer er spættens signatur let af finde.
