Naturfotografen Peter Halkier fik en uventet oplevelse da han vandrede i Nationalpark Thy. På nærmeste hold oplevede han en sort mink angribe en krondyrkalv!
Det var gråt og diset i vejret og efter nogle timers vandring i Nationalpark Thy besluttede naturfotograf Peter Halkier at det var tid at vende hjemad. Pludselig lyder et klagende skrig! “Som en blanding af en kat i slagsmål og et rovfugleskrig“, beretter Peter Halkier, der forsøgte at retningsbestemme skriget, der blev mere og mere fjernt.
Peter Halkier forsatte hjemturen, men så lød skriget igen – nu atter tættere på! Han besluttede at undersøge sagen nærmere og listede frem i lydens retning – stadig uvidende om hvilket syn, der ventede ham.
Bag en gruppe træer fik han svaret! En få dage gammel krondyrkalv løb afsted på usikre ben med en sort mink springende op ad kalven.

Minken, der i størrelse er mindre end en kat, forsvandt kortvarigt og kalven smed sig i skovbunden kun 20 meter fra Peter Halkier. Straks efter vendte minken dog tilbage og denne gang forsøgte den gentagne gange at bide sig fast i kalven. “Kalven undveg, men minken angreb igen og igen og fik til sidst fat i snuden på kalven, der skreg højt“, fortæller den overraskede naturfotograf, der aldrig har oplevet noget lignende.

Forsøgte at skræmme minken væk
“Jeg trådte frem mod kalven“, fortæller Peter Halkier til NaturGuide.dk. “Minken fik øje på mig – og slap sit tag og forsvandt ind i granskoven“. Kalven lå stille tilbage. Den blødte fra biddet i snuden, men sad ellers med rejst hoved og lyttede vagtsomt.
Peter vurdere at kalven nok skulle klare sig og trak sig tilbage for at give kalven fred og følge den på afstand.
Der gik ca. 10 minutter. Så dukkede minken op igen! Den sprang i fuld fart fra skoven direkte mod kalven. “Minken forsøgte at angribe kalven fra alle sider“, beretter Peter Halkier. Minken bed i kalvens ben og haser og forsøgte at vælte kalven. Minken fik også fat i kalvens hals inden det igen lykkede naturfotografen at jage minken væk. Det var dog kun kortvarigt. Minken var tilsyneladende helt opslugt af sit store bytte. “Den virkede ophidset – og nærmest i blodrus“, fortæller Peter Halkier.

Ramte minken med sit fotostativ
På trods af fotografens tilstedeværelse blev minken ved med at kredse om kalven. “Den angreb igen – og denne gang lykkedes det faktisk for minken at vælte kronkalven“, fortæller Peter Halkier. “Jeg forsøgte igen at jage det lille rovdyr væk – og det lykkedes mig at ramme minken med mit fotostativ“. Det fik minken til at trække sig tilbage, men den forsatte med at kredse om kalven i cirkler. Til sidst besluttede minken tilsyneladende at overmagten var for stor og den forsvandt ind i skoven.
Peter Halkier vogtede over kalven på afstand i cirka 20 minutter uden at se minken igen. Derefter lod han kalven være – og begav sig atter hjemad, noget rystet af oplevelsen.

“Jeg ved ikke om kalven klarede det“, siger han til NaturGuide.dk. “En lettere såret kalv kan let tiltrække rovdyr. Måske kom minken senere igen. Jeg er slet ikke i tvivl om at minken havde dræbt kronkalven, hvis ikke jeg havde forstyrret den“, slutter han.
/MR

Minken (Neovison vison) er forlængst erklæret fredløs i den danske natur og både myndigheder og private bruger årligt mange ressourcer på at bekæmpe vilde, invasive mink. Minken kommer oprindeligt fra Nordamerika, men har indtil fornylig været holdt som pelsdyr på danske minkfarme indtil corona-pandamien fik politikerne til at forbyde pelsdyrfarmene. I årene forinden er der jævnligt sket udslip fra farmene og der lever stadig en del undslupne nordamerikanske mink i naturen.
En voksen han-mink kan veje op til 3 kg, men ofte mindre.
Artiklen er skrevet på baggrund af samtale med Peter Halkier og hans beretning i BFN Naturnyt, oktober 2021. Hændelsen er fra foråret 21. Peter Halkier er medlem af NFD – naturfotografer i Danmark, hvor du her kan se flere af Peters billeder. (link)