Se i mørke? – håndfrit! Svaret er selvfølgelig en pandelampe, der i dag findes i talrige versioner. Vi tester en solid model fra amerikanske Energizer, der nok mest er kendt for fremstilling af batterier.
Af Niels D. Lisborg. Artiklen er sponsoreret, men uafhængigt testet og vurderet af NaturGuide.dk.
Energizer 250 Vision HD+
Vi har tidligere testet flere, gode pandelygter, men aldrig fra Energizer, der efterhånden er blevet en kendt spiller på lygtemarkedet, således også når det gælder pandelamper – eller pandelygter, om man vil. Et hurtigt tjek på Energizers engelske hjemmeside afslører for tiden 10 gængse modeller. Gennem den danske webshop Juniorgrej.dk, der fokuserer på frilufttøj og -udstyr til børn og unge, modtog vi en Energizer 250 Vision HD+. Umiddelbart har denne lygte alt det en god pandelygte skal præstere. Den har et godt, kraftigt lys, op til 250 lumen, der rigeligt burde dække de flestes behov, den er vandafvisende – og tåler at blive tabt.
Mod på mørket
På en tur i december blev familiens yngste på 6 år udstyret med pandelygten, da mørket faldt på. Der er dog ikke noget udpræget junior over Energizer 250 Vision HD+, der lige så godt kan bruges af en voksen, men panderemmen kan let spændes ind, så den også passer til mindre hoveder. En pandelygte kan noget særligt! Du får lys, der hvor du kigger hen – og samtidig hænderne fri. Den frihed vakte begejstring – og pludselig var mørket ikke en forhindring, men snarere et univers til natlige eventyr mellem træerne. En kontrast til børneværelset derhjemme, hvor der helst skal være lidt lys når der siges godnat.
Udstyret med hver vores pandelygte fik vi samlet brænde til bålet. Skoven i mørket er en hel anden version med skyggerne fra lygterne. At vandre mellem træerne i mørke er en ret intens oplevelse, hvor sanserne er mere på stikkerne. Lygten betjenes med fire hurtige tryk, der skifter mellem mellem lygtens fire funktioner: rødt lys, centreret spotlys, orienteringslys (de to små dioder) og kombineret (alle lys). Lampens vippefunktion fungerer også godt, så lyset kan koncentreres til at lyse i forskellige vinkler for fødderne af brugeren. Ved det stærke spotlys med den lidt fremskudte LED-diode, kan lyset godt virke lidt blændende for brugeren selv, hvilket let kan afhjælpes ved at bruge en kasket, hvor pandelygten sidder udenpå.
Smart lysdæmper-funktion
Energizer 250 Vision HD+ har flere lysniveauer. Ved fuld styrke angiver producenten at lygten kan lyse 70 meter frem. Der er måske lige i overkanten, hvis man da vel og mærket tydeligt skal kunne se det som lyskeglen rammer. Vi kunne dog fint se konturerne af træerne i mørket på 70 meters afstand, men vi skal ind på ca. 40 meters afstand før skovbunden er tydeligt lyst op, så man kan se detaljer som i dagslys. Det gælder dog også langt de fleste af de pandelygter som vi tidligere har testet og i praksis er et oplyst felt på 15-20 meter frem faktisk alt rigeligt når man bevæger sig i mørket.
Tilbage på shelterpladsen har Energizer 250 Vision HD+ den fordel at lyset kan nedjusteres til blot 10% af fuld styrke når alle LED-lys er aktiveret. Lysstyrken justeres smart ved at holde tændknappen nede, der på den måde virker som en lysdæmper. Det sparer på batterierne og giver stadig nok lys til at orientere sig og hyggesnakke inde i shelteret. I følge producenten er batterilevetiden 7 timer ved lavt blus. Det har vi dog ikke efterprøvet.
Aftentur med hunden – med rødt lys
Energizer 250 Vision HD+ har også rødt lys. Det kendes fra militæret som taktisk lys – dels da det røde lys ikke er så afslørende i nattemørket, men også fordi at dine øjnes nattesyn ikke nedsættes i samme grad når der anvendes rødt lys. Vi gik en aftentur med hunden i et mørkt sommerhusområde og vi kunne faktisk orientere os i mørket alene ved det røde lys – og endda gå udenom vandpytterne. På nært hold lyser de røde dioder nok til at man kan læse f.eks. et kort. Praktisk nok tændes det røde lys som det første når man trykker på tænd-knappen. Trykker man igen efter nogle sekunder, så slukkes lygten. Trykker man hurtigt efter hinanden aktiveres det hvide lys.
Energizer 250 Vision HD+ kan købes hos Juniorgrej.dk og koster 249 kr. inkl. 3 AAA-batterier. Det er en rigtig fin lygte til prisen.
NaturGuide.dk tester og sammenligner netbutikkerne i relation til brugervenlighed, sikker netbetaling og kundeanmeldelser. Som altid gør vi opmærksom på at NaturGuide.dk modtager et provenu for annoncer, henvisninger og salg, men vi går aldrig på kompromis med vores egen overbevisning. 10 % gives til naturbevarende formål uden ekstra udgift for forbrugeren. Vi tager forbehold for prisændringer hos producenter og netbutikker.