Lys i mørket er altid populært – ikke mindst når det drejer sig om lys i vintermørket, der kan lyse op i haven og nydes inde fra vinduet i den varme stue. En islygte er også dekorativ at placere ved hoveddøren – særligt hvis man venter gæster.

En islygte er meget let at lave. Du skal bruge en balje, skål eller en spand, der fyldes knap 2/3 op med vand. Midt i spanden placerer du et legeme, der fortrænger vandet f.eks. en sodavandsflaske halvt fyldt med sand eller vand så flasken kan stå stabilt på bunden af spanden. Dernæst er det blot at stille beholderen ude i kulden og lade frosten klare resten. Kniber det med hjælp fra Kong Frost, så læg beholderen med islygten i fryseren i stedet.

Dagen efter tages spanden ind i varmen i 10 minutter. Nok til at isklumpen kan trækkes op af spanden. Vil flasken midt i isen ikke slippe hældes varmt vand ned i flasken, der snart efter kan trækkes op. Tilbage har du en fin isvase. Anbring et fyrfadslys i islygten og se hvordan lyset fordeles i islygten og giver et hyggeligt lys.

Vil du gøre islygterne ekstra dekorative, kan du lægge gran, kogler, blade, bær eller appelsinskiver i vandet, inden det fryser. Det giver et smukt udtryk.




