Kvickly stopper salget af buræg

Supermarked sætter fokus på dyrevelfærd.

Burhøns klemt inde i små trådbure. Foto: Wikimedia Commons.
Burhøns klemt inde i små trådbure. Foto: Secretaria de Agricultura e Abastecimento Agriculturasp via Wikimedia Commons.

For tre måneder siden gik Dyrenes Beskyttelse i luften med en kampagne, der opfordrede detailhandlen til at stoppe med at sælge buræg. Nu har Kvickly besluttet at følge opfordringen og stoppe salget af buræg i samtlige butikker landet over, skriver Dyrenes beskyttelse i en pressemeddelelse.

Over 28.000 danskere har skrevet under på, at butikkerne bør stoppe salget af buræg.

”At Kvickly vælger at følge Dyrenes Beskyttelses opfordring og droppe buræggene er intet mindre end fantastisk. Det viser, at de gerne vil være med til at løfte deres ansvar for dyrevelfærden hos de danske høns, og det kan vi i Dyrenes Beskyttelse kun rose”, siger Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse, der er glad for, at foreningens kampagne virker.

”Når vi fjerner buræg fra hylderne i Kvickly, så er det i tråd med vores kunders holdning, og det er et vigtigt skridt i Kvicklys rejse mod at tilbyde vores kunder flere ansvarlige varer. Vi tager ansvar, og det samme gør vores kunder”, siger Jesper Faurholdt, kædedirektør i Kvickly.

Dyrenes beskyttelse håber at andre supermarkeder vil følge Kvickly og Irmas eksempel.
Hos Dyrenes Beskyttelse håber man, at andre supermarkeder vil blive inspireret af Kvickly, som nu sammen med Irma er de eneste supermarkeder i Danmark, der har sagt nej til at sælge buræg, hvor hønsene lever under trange kår.

Over 28.000 danskere har skrevet under på, at butikkerne bør stoppe salget af buræg.
Kilde: Dyrenes beskyttelse

Seneste fra Naturmagasinet

Ugens mest læste

Aktuelt i naturen

Fra arkivet...