De nye EU-krav til europæiske kulkraftværker er slappere end i Kina og Japan.
De kommende grænser for luftforureningen fra europæiske kulkraftværker bliver betydeligt højere end hvad de bedste kraftværker udleder i dag.
Europæere i tusindevis dør af luftforurening.
Luftforurening koster hvert år titusinder af menneskeliv i Europa. En væsentlig del af forureningen stammer fra røgen fra kulkraftværker. EU barsler med nye miljøkrav, men de vil ifølge et udkast tillade betydeligt højere grænseværdier for bl.a. svovlforurening og kviksølvudledning end mange af de moderne kulkraftværker udleder i dag, herunder bl.a. Amagerværket og Nordjyllandsværket.
I følge miljøorganisationen Greenpeace er kravene slappere end de krav, Kina fastsatte sidste år.
Forbedring i EU – set som helhed.
En del af EU's kulkraftværker forurener rigtig meget – og her vil de nye EU-krav virke begrænsende til fordel for miljøet. I følge den danske Miljøstyrelse skal de nye, foreslåede EU-målsætninger ses som en balancegang mellem at stramme kravene, men ikke lukke et helt lands forsyningssektor. “Når kravene er endeligt vedtaget, får landene fire år til at gennemføre dem – og det er relativt kort tid”, oplyser Miljøstyrelsen til Politiken.
Greenpeace har indhentet data om luftforureningen fra kulkraftværker i flere lande. I Japan ligger den gennemsnitlige forurening fra kulkraftværker på under halvdelen af EU-udspillet.
/NL
Kilde: Politikken.dk