Kamæleonedderkoppen – en mester i forklædning
Kamæleonedderkoppen (Misumena vatia) hører til krabbeedderkopperne, hvilket let ses af edderkoppens fremtoning. Den minder om en lille krabbe, der sidder skjult i blomsterne og falder ofte i et med baggrunden.
Skifter farve som en kamæleon
Kamæleonedderkoppen kan opleves over hele landet, men ses måske knap så ofte som mange andre edderkopper, der afsløres af deres spind. Kamæleonedderkoppen har ikke fået sit navn for ingenting. Edderkoppen kan skifte farve fra næsten hvid til mint-grøn og mørk gul. Derved kan edderkoppen skjule sig på en lang række gule og hvide blomster, der hyppigt ses i grøftekanter og på brakmarker og enge. Der findes flere arter af krabbeedderkopper i Danmark, men kamæleonedderkoppen skiller sig ud som den eneste, der optræder med rene hvide og gule farver. Krabbeedderkoppernes fangstteknik består i at vente på, at et insekt kommer tæt på og ikke opdager den kamuflerede jæger. Lynhurtigt griber edderkoppen byttet og holder det fast, imens det lammes af edderkoppens bid.
De store edderkopper med kugleformet bagkrop er altid hunner. Hannen er mindre og har mørk bagkrop. Hunnen sørger for at gemme sine æg i et kompakt spind under sten eller nede i tæt vegetation.
Flere arter af krabbeedderkopper
Krabbeedderkopperne kan træffes i blomster, buske og træer, hvor de sidder godt kamufleret og venter på et bytte. De er ikke til at tage fejl af for de ligner alle små krabber i deres fremtoning.
Forsidefoto: Niels Lisborg/NaturGrafik.dk.