Kæmpeugle breder sig i Jylland.

Den store hornugle – ørneuglen.

Det er ikke uden grund at englænderne kalder den for “eagleowl”. Med en højde på 70 cm og et vingefang større end en voksen mand kan spænde med udslåede arme, har dansk natur fået et strej af storhed tilbage. Den store hornugle (Bubo bubo) har i de senere år genindtaget hele Jylland.

Sror hornugle

Udryddet i 1800-tallet.

Sidst i 1800-tallet blev den store hornugle udryddet i Danmark, men i de senere år er kæmpeuglen for alvor vendt tilbage til det tabte land, godt hjulpet på vej af et genudsætningsprojekt i Tyskland tilbage i 1980'erne. Mens det går skidt for mange danske arter, der er i tilbagegang eller ligefrem helt er forsvundet, har den store hornugle tilsyneladende bidt sig fast over det meste af det kontinentale Danmark, hvor den trods sin enorme størrelse lever en skjult tilværelse. Dansk Ornitologisk Forenings uglegruppe skønner at der i 2012 godt kan yngle mellem 50 og 100 par store hornugler, der i stigende grad bosætter sig i skove og plantager. Endnu er den store hornugle ikke nået til øerne.

Den store hornugle hører til blandt verdens største ugler og er en af de ugler, der også vover at yngle på jorden.

Nattens fyrste

Skjult af mørket og med en lydløs flugt og et effektivt nattesyn er kæmpeuglen, med et vingefang, der kan nå over 170 cm,  en effektiv og frygtindgydende jæger. Med sine store, skarpe kløer kan uglen nedlægge ganske store pattedyr. Både katte og rævehvalpe kan ikke vide sig sikre i natten. For det meste tager uglen gnavere som rotter og mosegrise og sovende fugle, især skovduer, måger, råger og krager. Pindsvinet har også fået en ny fjende, da uglen som et lydløst, natligt spøgelse kan slå til mod det piggede natdyr, der mindst af alt venter angreb fra luften.
I enkelte sjældne tilfælde har kæmpeuglen angribet mindre, løsgående hunde bl.a. i England og Finland (se links herunder).
Med kæmpeuglens hjemkomst er Danmark blevet rigere. Og skulle du høre uglen tude en sen aften i årets første måneder, er du ikke i tvivl! Det er nattens fyrste, der i lyd og stemmekraft overgår alle andre ugler – og planter glimt af fortidens vildmark i sindet.
/NL

Kilder: DOF.dk. Featured foto: Ondrej Prosický, Dreamstime.com.

Læs mere:
Sti lukket pga ugleangreb (engelsk)
http://www.owlpages.com/news.php?article=570

Stor Hornugle angriber hunde (engelsk)
http://www.telegraph.co.uk/news/uknews/1509529/Caught-at-last-the-giant-owl-with-a-taste-for-dogs.html

Lignende artikler

Lignende artikler

SENESTE FRA NATURGUIDE.DK

UGENS MEST LÆSTE

Naturvejleder