
Haveprydplante spreder sig i naturen.
Ifølge biolog Hans Wernberg fra firmaet Care4Nature, er de alvorlige følger af planten japansk pileurts udbredelse i Danmark et stort overset problem. Japansk pileurt stammer oprindeligt fra det fjerne østen og har sin naturlige udbredelse i Japan, Kina, Korea og Taiwan. Den blev indført til Danmark som prydplante til haver og parker for ca. 100 år siden og har herfra spredt sig i naturen. Særligt i de senere år.

Kan ødelægge fundamenter og bryde igennem vejbelægninger.
Naturstyrelsen har erklæret den japanske pileurt (Fallopia japonica) for en uønsket, invasiv art, der bør bekæmpes i naturen. Japansk pileurt danner flere meter høje, meget tætte bestande, hvor under der er meget mørkt, og næsten ingen andre planter, dyr eller fugle trives. På den måde kan pileurten fordrive den oprindelige, hjemlige flora og fauna. Derudover har planten den uheldige egenskab at den kan bryde gennem tykke lag beton og vejbelægninger. Ifølge Hans Wernberg, Care4Nature kan plantens udbredelse komme til at koste samfundet milliarder af kroner. Firmaet har specialiseret sig i at bekæmpe invasive arter for bl.a. kommunerne.
I England kan byggegrunde med japansk pileurt ikke sælges.
Japansk pileurts rødder når flere meter ned i jorden. I Storbritannien har planten ødelagt bygningsfundamenter. ”Entreprenører i England vil ikke røre ved byggegrunde, hvor der er pileurt, og grundene kan ikke sælges”, siger Hans Wernberg
Kilder: JP.dk, Naturstyrelsen.dk