En af det sidste årti mest omtalte dyr herhjemme, er nok dræbersneglen. Et skadedyr, der trods sneglefart spreder sig drastisk! Fra de første forekomster i 1990'erne findes den nu vidt udbredt i det meste af Danmark.
Dræbersneglen hvis ”rigtige” navn er Iberisk Skovsnegl (Arion vulgaris – tidligere A. lucitanicus) er kendt og hadet af de fleste. Den Iberiske Skovsnegl kommer oprindeligt fra det sydlige Frankrig samt den iberiske halvø (Spanien og Portugal), som navnet også hentyder til. I dag er den udbredt i det meste af Danmark.
Sneglene er antageligt kommet til landet som blinde passagerer blandt importeret jord- og plantemateriale. Sneglen er 7-15 cm lang, er uden sneglehus og kan findes i mange forskellige farver fra orange til mørkebrun/sort. Selv albinosnegle har man fundet. Den rødbrune farve er dog den mest typiske for dræbersneglene.
Trives godt i det danske klima.
Den har udviklet sig til et skadedyr i Danmark fordi den simpelthen trives for godt under de danske himmelstrøg. Det relativt kølige og fugtige danske sommervejr gør, at dens periode for at lægge æg bliver længere. En enkelt iberisk skovsnegl kan lægge op til 400 æg. Æglægningen sker i perioden fra august til november.
Sneglen er langt fra den eneste invasive art vi har herhjemme, men når der er stor opmærksomhed omkring netop dræbersneglen skyldes det især, at sneglen kan volde omfattende skader i køkkenafgrøder og haver. Måske kan den iberiske skovsnegl også fortrænge vores hjemmehørende sorte skovsnegl. Der kendes eksempler på at danske skovsnegle og dræbersnegle kan parre sig og danne krydsninger.
Bekæmpelse af dræbersnegle
Sneglene kommer ofte frem om aftenen eller i morgentimerne inden solen bliver for stærk. Led gerne efter sneglen på fugtige steder under blade, gamle brædder og brændestykker og lignende. Indsaml sneglene i en spand og afliv dem – f.eks. ved at hakke dem over eller overhæld dem med kogende vand.
Husk at de fleste snegle gør nytte ved at “rydde op” og æde planterester, døde dyr, alger og ekskrementer m.m. Det er derfor kun dræbersneglen, der ønskes bekæmpet!
Lær sneglene at kende.
Det danske folkenavn ”dræbersnegl” må siges, at være lidt misvisende. Selvom sneglen godt kan opføre sig kannibalistisk, i øvrigt ligesom Danmarks røde og sorte skovsnegle, er der ikke særlig meget dræber over den. Det er der til gengæld over landets haveejere, der aktivt er gået ind i rollen som snegledræber for at stoppe den uønskede invasion.
Inden man deltager i den kollektive bekæmpelse af den uønskede dræbersnegl, er det en god ide først at lære de almindeligste snegle at kende. Der er ingen grund til at dræbe alle de snegle man møder på sin vej, selvom nogle kan have en vis lighed med dræbersneglen. Se snegleguiden.