I England blomstrer foråret nu en måned tidligere på grund af klimaændringer

Klimaændringerne får planter i Storbritannien til i gennemsnit at blomstre en måned tidligere, hvilket kan få betydelige konsekvenser for dyreliv, landbrug og gartneri.

Ved at bruge en såkaldt citizen science database (bygget på data indsamlet af borgere) med optegnelser, der går helt tilbage til midten af det 18. århundrede, har et forskerhold ledet af University of Cambridge fundet ud af, at virkningerne af klimaændringer får planter i Storbritannien til at blomstre en hel måned tidligere som følge af den globale opvarmning. Det skriver Science Daily.

Mirabelleblomster i foråret. De fleste af os hilser med glæde de første forårsblomster velkommen, men den tidligere blomstring kan have konsekvenser for økosystemer og landbrug.

Forskerne har baseret deres analyse på mere end 400.000 observationer af 406 plantearter fra Nature's Calendar, der ajourføres af Woodland Trust. Her har man sammenstillet de første blomstringsdatoer med temperaturmålinger.

Forskerne fandt ud af, at den gennemsnitlige første blomstringsdato fra 1987 til 2019 er en hel måned tidligere end den gennemsnitlige første blomstringsdato fra 1753 til 1986. Resultaterne er publiceret i Proceedings of the Royal Society B.

Egetræets knopper springer ud. I Danmark springer de første egetræer normalt ud sidst i maj.

De fleste af os hilser med glæde de første forårsblomster velkommen, men den tidligere blomstring kan have konsekvenser for økosystemer og landbrug. Arter, der har tilpasset deres træk eller dvaleperiode frem til planternes blomstringsperiode, risikerer at stå uden de blomster og planter, de er afhængige af – et fænomen kendt som økologisk mismatch, der i sidste ende kan føre til tab af biodiversitet, hvis bestanden ikke kan nå at omstille sig.

Ændringen kan også få betydelige konsekvenser for landmænd og gartnere. Hvis frugttræer f.eks. blomstrer tidligt efter en mild vinter, kan hele afgrøder slås ihjel, hvis blomsterne pludselig rammes af en sen frost, hvilket vi også kender fra Danmark.
/MR

Kilder: Science Daily.

Lignende artikler

Lignende artikler

SENESTE FRA NATURGUIDE.DK

UGENS MEST LÆSTE

Naturvejleder