En læser spørger hvornår mårdyret jærven, der stadig lever i de øvrige skandinaviske lande, forsvandt fra Danmark?
Jærvens historie går formentlig helt tilbage til tiden hvor rensdyret indvandrede i takt med at isen fra sidste istid forsvandt. Med rensdyrene fulgte rovdyr som ulv og jærv. I Norge og Sverige er jærven stadig berygtet for at jage større dyr som rensdyr, hvor den af samme grund ofte er efterstræbt og jaget af mennesker. Jærvens brede fødder fungerer som snesko, så den kan løbe oven på sneen, og det giver den en bedre chance for at indhente hurtigløbende dyr som f.eks. en renkalv eller et rådyr. Ofte tager jærven dog gerne ådsler.
Jærven menes at være forsvundet fra det nuværende Danmark nogenlunde samtidig med rensdyrene for ca. 10.000 år siden – omtrent midt i Maglemosetiden.
Jærven kan minde om en lille bjørn. Den kan veje op til omkring 30 kg og er den største art i mårfamilien.
Ordet jærv menes at komme af norsk jerv, der oprindeligt betyder “den brune”.
Kilder: Den store danske/Gyldendal, Wikipedia, WWF, En tur gennem Danmarks dyreverden/Bent Jørgensen.