Hvorfor søger mange insekter mod lys?

lyslokning
Lyslokning af natsværmere. Insekterne tiltrækkes af lyset, der lokker deres navigering på vildspor.

Her på redaktionen får vi ofte henvendelser om, hvorfor mange insekter og særligt natsværmere søger mod lys når det er mørkt? Svaret har forskerne flere bud på, men den mest gængse teori er, at lys fra kunstige lyskilder lokker insekterne på vildspor når de navigerer i natten.

Orienteringsevnen svigter.

Mange natsværmere orienterer sig ved hjælp af Månens lysstråler. Månen er så langt væk fra jorden, at dens lysstråler nærmest er parallelle når de rammer jorden, hvilket insekterne bruger til at navigere efter. De kan flyve i en lige linje ved at holde en næsten konstant vinkel til månelyset.
Når natsværmerne oplever kunstige lys fra lamper, vinduer m.m. lokkes de på vildspor, da lysstrålerne fra disse kunstige lyskilder stråler ud til alle sider. I forsøget på at flyve lige i forhold til lampen må natsværmeren hele tiden korrigere kursen, og det varer ikke længe, før de mister orienteringen og flyver rundt i cirkler. Derfor fanges de i lyset.

En porcelænsspinder-han har ladet sig lokke af lyset.
Natsommerfuglens øje.

Natsværmerens øje er et facetøje. Det vil sige, at øjet er bygget op af en mange små enkeltøjne og hvert lille øje har hver sin lysfølsomme sansecelle. Man har fundet ud af, at facetøje kan danne en mørk stribe imellem en lyskilde og det mørke der er omkring. Natsværmeren kan derfor foranledes til at tro, at det er mørkest helt op imod lyset hvilket ikke er tilfældet. Resultatet bliver, at insektet rammer lyskilden til sidst.

Vidste du;

At lyset farve har betydning for hvor tillokkende det er? Ultraviolet lys (korte bølgelængder) er mere lokkende end rødt lys (varmt lys med længere bølgelængder). LED-lamper afgiver ikke uv-lys og tiltrækker meget få natsværmere.

At man under gadelamper ofte finder mange små rovdyr samlet som eksempelvis ådselædere, bænkebidere, myrer og biller? De lever af de natsværmere, der falder til jorden. Også flagermus jager gerne omkring lamper, hvor de ofte har held med at fange de insekter, der flyver desorienteret rund om lyset.

At det primært er de større arter af natsværmere, der lader sig lokke af lys og især hanner? En forklaring kan være, at de har store og lysfølsomme øjne og så er de gode flyvere. Et forsøg med en natsværmerart viste, at de nemt lod sig lokke af lyset, men når vingerne eller kroppen skyggede for øjnene fløj de væk i mørket.

MR/

Kilde: Snm.ku.dk, naturhistoriskmuseum.dk.

Lignende artikler

Lignende artikler

SENESTE FRA NATURGUIDE.DK

UGENS MEST LÆSTE

Naturvejleder