Hvordan kan nogle dyr pludselig skifte farve?

Evnen til at kamuflere sig – at gemme sig effektivt, er en fordel hvad enten man er jæger eller bytte. Nogle dyr har en veludviklet evne til at skifte farve, der passer til omgivelserne.

Naturvejleder Niels Lisborg med en sydafrikansk kamæleon.

Kamæleonen bruger farveskifte til at kommunikere

Den nok mest berømte farveskifter i naturen er vel kamæleonen. Hos kamæleonerne er farveskiftet ikke primært et spørgsmål om kamuflage, men i højere grad en måde at kommunikere på. Han-kamæleoner, der forsøger at gøre indtryk på hunner kan være særdeles farverige. Også dyrenes sindstilstand f.eks. frygt eller vrede kan signaleres via farver. Farveskiftet kan også udnyttes til at afvise varme (lysere farver) eller modtage varme (mørke farver) fra solens stråler. Kamæleonens farveskifte skyldes ikke fordelingen af farvepigmenter i huden (som tidligere antaget), men ændringer i hudens struktur og afstanden mellem reflekterende krystaller i huden, der ændrer måden hvorpå lysets brydes.

Farve er synsindtryk, der opstår, når lys i et vist bølgelængdeområde registreres af øjet. En genstands farve afhænger dels af bølgelængdefordelingen for det lys, der rammer den, dels af overfladens evne til at tilbagekaste de forskellige bølgelængder. Kilde: Denstoredanske.lex.dk.

Fladfisk aflæser havbunden

Fladfisken aflæser havbunden – og tilpasser sig, så den næsten går i et med omgivelserne. Foto: NaturGrafik.dk.

Har du prøvet at snorkle langs vores kyster har du sikkert set fladfisk, der pludselig svømmer fri af havbunden. De kan være imponerende godt gemt. Nogle fladfisk er ligesom kamæleoner i stand til at skifte farve, så de passer næsten fuldstændigt til havbundens mønster og farve. Evnen til at skifte farve skyldes hudens farveceller, der indeholder små flytbare farvekorn. Fladfisken bruger øjet tættest på bunden til at aflæse havbundens udseende, og tilpasser dens farver derefter.

Blækspruttens utrolige efterligningsevne

Stillehavsblæksprutten er berømt for sin imponerende evne til at kamuflere sig. Den kan kopiere omgivelserne lynhurtigt blot ved at se på dem. Ved at lave sammentrækning og afslapninger i musklerne kan den ændre sig og tilpasse omgivelserne. Stillehavsblækprutten menes at have omkring to millioner farveceller at gøre godt med.

Nogle blæksprutter evner ikke blot at kopiere havbunden, sten og koraller. Den tropiske mimik-blæksprutte (Thaumoctopus mimicus) kan efterligne andre dyr og bl.a. ligne en giftig havslange. På den måde kan blækspruttens udseende hjælpe med at beskytte den.

Kilder: Denblaaplanet.dk, illvid.dk, videnskab.dk. Forsidefoto: Gunter Turker/Dreamstime.com.

Seneste fra Naturmagasinet

Ugens mest læste

Aktuelt i naturen

Fra arkivet...