DTU Veterinærinstituttet har konstateret tularæmi også kendt som harepest i en hare fra Vestsjælland. Bakterien kan smitte til mennesker med alvorlig sygdom til følge.
For første gang i næsten 10 år er der nu konstateret harepest i en dansk hare. Det oplyser DTU Veterinærinstituttet, efter at have undersøgt en hare, der blev fundet død på en mark ved Saltbæk Vig i Vestsjælland.
Harepest skyldes bakterien Francisella tularensis. Sygdommen forårsager stor dødelighed hos harer og andre gnavere, men kan også smitte til andre dyr som fugle, katte og svin – men meget sjældent hunde.
Smitten kan overføres via myg og skovflåter.
Mennesker kan også blive smittet ved håndtering og eller ved at spise syge dyr. Smitten kan også overføres via myg eller skovflåter med alvorlig sygdom til følge. Sygdommen er meget ubehagelig at blive inficeret med, den giver influenza-lignende symptomer med feber og hævede lymfeknuder. Men den er ikke dødelig for mennesker, med mindre der er tale om svækkede personer. Det kan tage op til ti dage før der ses symptomer som høj feber, kvalme, diarré, muskelsmerter og sår på stiksåret. Sygdommen kan dog behandles med antibiotika.
”Jægere skal være opmærksomme på små hvidlige pletter eller bylder på lever, milt og lunger hos harer, da dette kan være tegn på harepest,” siger Mariann Chriél, der er dyrlæge ved DTU Veterinærinstituttet.
Kilder: DTU Veterinærinstituttet, Berlingske.dk.