Tichomornas-parasit er hård ved danske grønirisker. Den gulgrønne finke er af mange kendt som flittige gæster ved foderbrættet.
Den encellede parasit Tichomornas gallinae kendes mest fra duer, men har i de senere år også ramt en række frøædende småfugle – og her især grønirisken.
Ifølge Dansk Ornitologisk Forening (DOF) er den danske bestand af grønirisker på det laveste niveau i 35 år. Det skriver magasinet Fugle & Natur.
Infektionen rammer fuglenes svælg og spiserør, hvilket efterhånden hindrer fuglen i at sluge føden og endda trække vejret.
Renhold foderbrættet og fuglebadet.
Fuglene smitter hinanden, når de flokkes ved fødekilderne. Af samme grund anbefales det jævnligt at renholde foderbræt og fuglebade. I princippet kan alle fugle rammes af sygdommen, men sygdommen udgør ingen sundhedsfare for mennesker.
Det er ikke kun i Danmark at især grønirisker er hårdt ramt. Sygdommen er kendt i hele Nordvesteuropa. I Sverige bliver bestanden af grønirisker i disse år betegnet til at være i frit fald, oplyser DOF. Bestanden af grønirisker i Sverige er reduceret med 65 procent siden 2005.
Sygdommen ventes efterhånden at mindskes i takt med den mindre bestandstæthed.
/JN
Kilder: rspb.org.uk, Fugle og Natur 2/17.