Indvandret natsommerfugls giftige larver fundet på egetræer i Odense.
Fyrre-processionsspinderen er en natsommerfugl, hvis giftige larver har været kendt på Bornholm siden 1930'erne. Alligevel er der mange danskere (og udenlandske turister), der ikke har kendskab til risikoen ved at røre de ret fascinerende larver.
Nu er den lige så berygtede fætter Ege-processionsspinderen (Thaumetopoea processionea) fundet på egetræer i Odense. Odense Kommune skriver i en pressemeddelelse, at der er fundet 800 reder med giftige larver.

Ege-processionsspinderen, der ligesom Fyrre-processionsspinderen, er en natsværmer, er tidligere kun fundet meget sporadisk i Danmark (første gang i 1996), men har bredt sig i bl.a. Holland, Tyskland og England. Det er så vidt vides første gang at larverne er fundet i Danmark.
Berøring af larverne kan fremkalde allergiske reaktioner.
Larven er “bevæbnet” med op mod 62.000 hvide hår med det giftige protein, thaumetopoein, der kan fremkalde kraftig kløe og udslæt. I sjældne tilfælde vejrtrækningsbesvær.
Natsværmeren er i skovbruget berygtet for at kunne afløve egetræer for blade, men dog mest frygtet på grund af larvens allergifremkaldende reaktioner for mennesker og dyr (f.eks. hunde), der berører larverne.
I takt med klimaforandringerne ventes denne art også at udbrede sig i Danmark – og sammen med Fyrre-processionsspinderen bør danskerne lære disse arter at kende.
