Geparden regnes for at være jordens hurtigste pattedyr. Hidtil har det i gængse fagbøger fremgået at geparden kan opnå en imponerende topfart på 110 km/timen.
Den rekord stiller den kendte naturformidler sir David Attenborough nu spørgsmål ved. Ifølge den engelske avis The Telegraph er Attenborough på vej med en ny naturserie fra BBC, og her har han målt, hvor hurtigt en gepard egentlig kan løbe.
Attenborough og hans folk har sat gps-apparater på et antal geparder, og de foretog 367 hastighedsmålinger af geparder, der var på jagt i fuld fart. Ingen af geparderne nåede nogensinde over en topfart på 93 km/timen.
Den 88-årige Attenborough beretter til avisen Daily Mail at de gamle fartpåstande stammer fra målinger tilbage i 1957, hvor man dengang brugte et cykelhjul, et stopur og en snor til at måle farten. Nutidens nyere teknik ser ud til at tage toppen af gepardens fart, men 93 km/timen er stadig hurtigt – og hurtigt nok til at geparden stadig regnes for verdens hurtigste pattedyr.
/NL
Kilder: Daily Mail, The Telegraph, Information.dk