Ægget
I sommerhalvåret er det ikke sjældent, at man finder tomme æggeskaller på jorden. Det kan både være i haven, i skoven eller hvor man nu færdes i sommerlandet. Ofte giver de gerne kønne æggeskaller grundlag for spekulation om hvilken art, der her har haft et udgangspunkt.
Æggets hårde, men porøse skal danner et beskyttende udviklingsrum for fosteret. Et træk fuglene har til fælles med deres tidligste forfædre; dinosauerne.
Den kalkholdige æggeskal er nok hård og beskyttende, men alligevel ikke tættere end at livsvigtigt ilt kan trænge igennem ind til fosteret i ægget.
Fuglenes æglægningstaktik
Nogle arter som f.eks. solsorten har normalt et fast fødegrundlag af regnorme m.m. sæsonen igennem. Solsorten lægger derved gerne flere kuld henover sommeren.
Lidt anderledes er det med f.eks. blåmejsen, der særligt fodrer sine unger med forsommerens insektlarver.
På baggrund heraf er blåmejsens æglægning ofte koncentreret omkring et stort kuld i forsommeren. For både solsorten og mejsen gælder, at æggene gerne lægges med daglige intervaller. Først når det sidste æg er lagt begynder rugningen. Det betyder, at æggene klækker samtidigt og konkurrencen for forældrenes gunst starter på lige vilkår.
Her skiller rovfuglene sig ud. Rugningen begynder gerne med det første æg i reden. Med nogle dages interval kommer flere æg til, men forspringet for det første æg betyder at ungerne vil udvikle sig som større og mindre søskende. I år med mangel på føde vil kun den største og ældste unge overleve.
Fugleæggets farver og kamuflage
Fuglenes æg varierer i mange forskellige mønstre, men har næsten alle en hvid, blå eller brunlig bund. Æggets farver og form har ofte en betydning. Mange fugle, der yngler i huler i jorden eller hule træer har gerne hvide eller lyseblå æg. Det gælder f.eks. ugler, spætter, isfugl, stær m.fl. Disse fugle har ikke behov for kamuflerede æg og måske er de ligefrem lettere at genfinde for fuglene i mørke. Anderledes er det med mange af de fugle, der ruger på åbne steder f.eks. måger, terner og mange vadefuglearter. Her er æggene kamufleret med pletter og mønstre så de er noget nær umulige at få øje på.
Ægtanden
Når fugleungen er klar til at bryde ud af ægget sker det ved brug af en særlig ægtand, der sidder på spidsen af næbbet. Ungen hakker en ring af huller rundt om den tykke ende af ægget. Ungen har udviklet en særlig halsmuskel, der kaldes klækkemusklen til det særlige engangsformål: at bryde ud!
Hos de fleste arter falder ægtanden af allerede få dage efter klækningen.
Æggets form
Æggets form er bestemt af moderfuglens indre struktur. Æggenes form kan variere fra art til art. Reder, der ligger dybt i hulrum eller huler er ikke i fare for at trille væk og den runde ægform er derfor ikke en ulempe. Uglers æg er næsten kugleformet. Nogle fugle, der yngler på mere udsatte steder f.eks. et fuglefjeld med stejle klippesider har udviklet mere aflange og spidse æg, der reducerer æggets muligheder for at trille væk. Det gælder f.eks. alk, lomvie, lunde og tejst.
Vadefugle lægger gerne fire spidse æg pegende mod centrum af reden. Derved minimeres redepladsen og effektiviteten af varmeoverføring ved rugningen øges.
Bemærk, at det er forbudt i Danmark at indsamle æg fra vilde fugle.