Flyvende blodpletter

Flyvende blodpletter – tilpasning og overlevelse.

Den lidt kryptiske overskrift dækker over en lille gråsort sommerfugl med blodrøde pletter – og som meget passende har fået det danske navn “blodplet”. Udover det dramatiske navn er sommerfuglen tilmed giftig – og derved ikke attraktiv for fugle. Giftigheden stammer fra sommerfuglens larvestadie, som kan opleves netop nu.

Blodplet
“Blodplet” er navnet på denne lille sommerfugl, der har en ganske særlig egenskab. Den er giftig!
Annonce

På halvtørre enge, marker og vejkanter vokser den gule engbrandbæger. Planten har længe været kendt af hestefolket, der i generationer har vogtet sig for at få denne ellers kønne, sommergule plante med i høet – og dermed dyrenes vinterfoder.  Engbrandbæger har nemlig udviklet et kemisk forsvar i form af en alvorlig gift, der gennem tiderne har reddet planten fra at blive spist af vilde, planteædende dyr. Men ingen regel uden undtagelse! Blodplettens larver har tilpasset sig et samliv med denne giftige plante. De lever simpelthen af den, spiser den – og bliver selv giftige!

Larver af blodplet
Larverne har iklædt sig naturens tydeligste advarselsfarver – i sort og gult, præcis som vi kender det fra hvepsene.

Ophober gift i kroppen.
Der er dog ikke meget ved at være giftig og uspiselig, hvis ingen ved det! Derfor har larverne iklædt sig naturens tydeligste advarselsfarver – i sort og gult, præcis som vi kender det fra hvepsene, der hurtigt kendes af alle danskere. Sommerfuglens tilpasning til den giftige engbrandbæger er evolutionsmæssigt et genialt træk. Larverne har planten helt for sig selv og behøver ikke at konkurrere med andre om føden.
Senere i livet når larven bliver til voksen sommerfugl bevarer det flyvende insekt sin giftvirkning og er fortsat uspiselig. De rød-gule advarselsfarver skifter til en sort klædedragt med røde “signallys”, der siger “Stop! Jeg er giftig!”
/NL

Fakta
Sommerfuglen blodplet (Tyria jacobaeae) flyver fra april til ind i juli. Larverne ses fra juli til september. I efteråret forpupper de sig og overvintrer i jorden som puppe.

Annonce