Tag ud og oplev naturen. Fem råd fra en naturfotograf.

Brølende kronhjort. Foto: Casper Krohn Gade.

Casper Krohn er en af Danmarks unge naturfotografer, der har bevist at han har øje for det derude. Gennem sine billeder deler han gerne sine naturoplevelser.

Naturen er en smuk, stærk men også helt vildt sårbar, siger Casper til NaturGuide.dk.
“Jeg arbejder til daglig i naturen og tilbringer nok omkring 287 dage om året i naturen, hvor jeg sidder i skjul, ligger med hele kroppen begravet i sump eller ligger og nørder med mit makroudstyr for at fange nogle af de unikke øjeblikke der udspiller sig i naturen.”

Casper Krohn har gennem de sidste halvandet år arbejdet på sit eget projekt som han kalder “Danmarks vilde natur”. Gennem sine billeder håber han at sætte fokus på den lokale natur. Selv bor han på Syd-fyn.

Annonce

“Uanset hvor du bor så sker der forunderlige og unikke ting hver eneste dag”, siger Casper. “Jeg håber at jeg med mit projekt kan få folk til at værdsætte den lokale natur. Vores natur har brug for så mange mennesker der interesserer sig for den som muligt.”

Casper har 5 råd til hvordan vi bedst kan opleve den fantastiske natur omkring os.

1. Kom ud i naturen – det kan også være i byens parker.
Hvis du bor i byen kan det godt være svært at komme ud i en stor skov, men så kan jeg glæde dig med at det slet ikke er nødvendigt. I mange byer er der små eller store parker/naturområder. I disse områder kan du opleve en masse spændende dyr som for eksempel ræv, egern, pindsvin, hare, og selvfølgelig alle de smukke fugle. Så det er bare at komme der ud.

Fiskeørn. Foto: Casper Krohn Gade.

2. Efterlad mobilen hjemme.
Hvis det er muligt så sluk eller efterlad mobilen hjemme. En stor del af at opleve naturen er ikke at blive forstyrret af den travle hverdag, men bare at kunne være i nuet og slappe af.

Opflyvende bramgæs. Foto: Kasper Krohn Gade.

3. Få dyrene helt tæt på.
Hvis du vil have mest muligt ud af din tur ud i den vilde natur er det bedste at bevæge sig med vinden imod dig. På den måde blæser din lugt bagud og alt hvad der er foran dig af dyr har sværere ved at opdage dig. Hvis du står helt stille kan en ræv måske gå forbi dig på en afstand af 20 meter.

4. Påklædning.
Klæd dig på efter vejret! Hvis du er klædt ordentligt på har du mere lyst til at blive ude længe end hvis du fryser eller sveder. Nogle af de bedste naturoplevelser kommer ikke nødvendigvis i perfekt vejr.

5. Nyd det.
Jeg ser alt for mange mennesker tage naturen for givet, så mit 5. og sidste råd er at sætte pris på hvad du oplever når du er ude. Om det så er en lille sangfugl eller om det er de store dyr i vores natur, så har de alle en vigtig rolle og naturen kan ikke bestå uden nogle af dem.

På kanten af vandløbet. Foto: Kasper Krohn Gade.

Bonusråd
Casper slutter med et bonusråd. De fleste fugle og pattedyr har et veludviklet syn og det er derfor en god ide at klæde dig i mørke, dæmpede farver som mørk grøn, brun, sort da det hjælper dig med at falde mere i med omgivelserne.
/MR

Annonce