Fem fede fluer i sommerlandet!

Det er sommer og det er højtid for fluer. Men en flue er ikke bare en flue! I Danmark findes omkring 5000 forskellige arter og på verdensplan over 100.000 forskellige arter. Og lader man fluesmækkeren ligge et øjeblik, og kigger nærmere, er det nogle fascinerende insekter. Her kommer et bud på fem fede fluer.

Det er tydeligt hvorfra mark-snabel svirrefluen har sit navn. Foto: Martin Cooper CC BY 2,0, Wikimedia
Mark-snabelsvirrefluen.

Mark-snabelsvirrefluen (Rhingia campestris) har med den lange snabelnæse et meget karakteristisk udseende. Den har dermed mulighed for at nå nektar hos blomster som andre svirrefluer ikke kan nå. Hunnen lægger æg på græsstrå helt tæt på kokasser og de små nyklækkede larver lader sig straks dumpe ned i kokasserne, hvor de lever. Fluen er da også især at finde på enge med græssende kreaturer. Den kan ses hele sommerhalvåret og er almindelig i Danmark.

Den farverige guldflue. Foto: Alvesgaspar Cc BY-SA 3,0, Wikimedia
Almindelig guldflue.

Guldfluen (Lucilia caesar) er en del af spyfluefamilien. I Danmark er der 7 forskellige arter af guldfluer, hvor Almindelig guldflue, som navnet antyder, er vidt udbredt. Guldfluen søger gerne mod blomster, men som andre spyfluer tiltrækkes de særligt af ådsler og ekskrementer. De træffes derfor ofte i nærheden af affaldscontainere og hundelorte og derved i områder, hvor også mennesker færdes.

Læs også: Fluernes verden.

Den smukke Blåvinget pragtsnylteflue. Foto: Gailhampshire CC BY 2,0, Wikimedia
Blåvinget pragtsnylteflue.

Snyltefluerne kan bestemt også være med når det gælder smukke fluer. Ikke mindst hannen af Blåvinget pragtsnylteflue (Phasia hemiptera) er farverig. Det er en flue som snylter på bredtæger. Om foråret er det på Rødbenet bredtæge og senere på sommeren snylter den på Grøn bredtæge. De voksne fluer lever omkring en måned.

To flotte kærfluer af arten Trypetoptera punctulata. Foto: Lukas Jonaitis CC BY 2,0, Wikimedia
Kærflue.

Der findes 66 arter af kærfluer i Danmark. En af dem er Trypetoptera punctulata der som mange andre insekter endnu ikke har et dansk navn. Den kan godt minde lidt om en svirreflue med de spraglede vinger, men de tilhører ikke samme familie. Det er en lille flue på blot 4-6 mm, hvilket nok er årsagen til, at ikke mange har set den. Den er relativ almindelig i Danmark og holder til i skov og skovbryn.

Almindelig sumpsvirreflue efterligner hvepsens gule og sorte farver. Foto: Gabriel Buissant CC BY-SA 3,0, Wikimedia

Almindelig sumpsvirreflue.

Almindelig sumpsvirreflue (Helophilos pendulos) er en dekorativ flue på omkring 1 cm. Den kan ses fra det tidlige forår og helt frem til sidst på efteråret. Som navnet fortæller er den almindelig og kan ses over hele landet. Den har en forkærlighed for kurveblomster, men forefindes på mange forskellige. De flotte gule og sorte farver minder om hvepsene som modsat svirrefluen kan stikke. Et fænomen som kaldes “mimicry”. Larven behøver ikke meget ilt og er blandt andet fundet i gødning og drænrør.

Læs mere om mimicry.
MR/

Kilde: fugleognatur.dk, vestrehus.dk. Featured billede: Guldflue af Alvesgaspar, Wikimedia.

Lignende artikler

Lignende artikler

SENESTE FRA NATURGUIDE.DK

UGENS MEST LÆSTE

Naturvejleder