Hvem elsker ikke sommerfugle med al deres skønhed og pragt og det er faktisk nemt at få flere af de smukke insekter lokket til haven.
Farver, nektar og varme.
Hvis man gerne vil lokke flere sommerfugle til haven er der flere parametre at fokusere på. For det første elsker sommerfugle varme. Varme steder med læ giver optimale betingelser for mange af de smukke insekter. Læ kan man selv skabe ved hjælp af et hegn eller stakit, men det allerbedste er faktisk træer og buske, hvor sommerfuglene også har mulighed for at søge ly i dårligt vejr.
Nogle sommerfugle som eksempelvis citronsommerfuglen overvintrer også gerne på træerne. Et andet sted man kan justere på er blomsternes farver. Sommerfugle elsker farverige blomster og det har vist sig, at særligt de gule, blålige og violette farver er i høj kurs. Det er også vigtigt, at blomsterne er rige på nektar. De voksne sommerfugle lever nemlig for en stor del af nektar. Dertil kommer, at der gerne skal være blomster i haven fra tidlig forår til hen på efteråret.
Læs også: Danmarks sommerfugle.
Vilde planter.
Mange har allerede i dag en eller flere sommerfuglebuske i haven og dem elsker sommerfuglene, men hvis man ikke allerede har mange farverige blomster i haven så er det ikke nødvendigt at suse ned og tømme opsparingen hos planteskolen. Faktisk findes der en masse vilde planter som til fulde opfylder dagsommerfuglenes behov. Eksempler herpå kan være rød kløver, røllike eller kællingetand.
Et andet fif er, at lade lidt af køkkenhaven gro vildt. Lad eksempelvis lidt af persillen, radiserne eller porrerne gro i stok og blomstre. Det elsker sommerfuglene!
Er man så heldig at have frugttræer kan nedfaldsfrugter i sensommeren også lokke mange sommerfugle til – ikke mindst den elegante admiral.
Læs også: Lok havens admiraler med sukker og rødvin.
Husk larverne.
Når man ønsker flere sommerfugle kommer man ikke udenom deres larver. Og i modsætning til de fleste sommerfugle så er larverne mere kræsne. De har oftest brug for bestemte planter for at klare sig afhængig af arten. Faktisk er vi så heldige, at mange sommerfuglelarver foretrækker ukrudtsplanter. Når jeg siger heldig er det fordi, at det både er en nem og billig løsning. Det kræver ikke indkøb af dyre planter og så betyder det, at der er mindre at holde i haven. En ren win-win løsning!
Attraktive larve planter, også kaldet foderplanter, er eksempelvis brændenælder (som i øvrigt er lækker i et hav af forskellige retter og opskrifter) og tidsler som får de smukkeste lilla/violette blomster til glæde for både larver og voksne sommerfugle.
Læs også: Lav selv en nem og lækker brændenælde-pesto.
Det handler om at gøre haven lidt vild på den gode måde. Personligt elsker jeg en farverig have med masser af liv. Det gælder både sommerfugle, guldsmede og bier med flere. At det så samtidig er muligt med mindre havearbejde, da en del af haven (med blandt andet brændenælder) delvis passer sig selv, er blot et ekstra plus. En have med mange sommerfugle er en mangfoldig have med læ, varme, variation og farver, hvilket vel ikke lyder helt tosset?
Eksempler på vilde planter som sommerfuglene elsker:
- Døvnælde
- Røllike
- Blåhat
- Storkenæb
- Kodriver
- Forskellige krydderurter som eksempelvis timian.
- Kaprifolie
- Mælkebøtte
- Kløver (både hvid og rød)
- Slangehoved
- Almindelig gederams
- Katost
- Pileurt
- Stor knopurt
- Lyng
- Rejnfan
Eksempler på vilde planter larverne elsker:
- Brændenælde: Både Nældens takvinge, Admiral, Dagpåfugleøje, Det hvide c samt Tidselsommerfugl lægger deres æg på brændenælden.
- Tidsler: Tidselsommerfuglen kan både lægge æg på brændenælde og på tidsler.
- Forskellige græsser: Man af de flotte randøjer lægger deres æg på forskellige græsser. Flere bredpander ligger også deres æg på græsblade.
- Kællingetand: Mange af de smukke små blåfugles larver lever på kællingetand.
- Løgkarse: Den flotte forårsbebuder Aurora sommerfuglen lægger blandt andet æg på løgkarse og andre korsblomstrede planter.
- Gyvel: Den skønne Grøn busksommerfugl lægger æg på flere forskellige planter. Gyvel er en af dem.
- Strandkål: Kålsommerfuglene ynder at lægge deres æg på forskellige kål. For at give dem et alternativ til køkkenhavens kål kan man så strandkål som i øvrigt også er en god spise for mennesker.
Læs også: Sådan bygger du et insekthotel.
MANGE SOMMERFUGLEARTER ER I KRAFTIG TILBAGEGANG. DET SKYLDES BLANDT ANDET, AT DERES LEVESTEDER FORSVINDER. SPRØJTNING OG AL FOR NÆRINGSRIG JORD HAR OGSÅ EN DEL AF SKYLDEN. DERTIL KOMMER MANGE HAR DEN OPFATTELSE, AT GRÆSSET OVERALT I HAVEN OG I GRØFTEKANTERNE SKAL SLÅS HELT KORT. HVIS MAN GERNE VIL TILTRÆKKE FLERE INSEKTER SOM EKSEMPELVIS SOMMERFUGLE KAN MAN MED FORDEL UNDLADE AT SLÅ ALLE HJØRNER OG KROGE AF GRÆSSET I HAVEN HELT KORT.
MR/
Kilde: Danske dagsommerfugle af Michael Stoltze, lepidoptera.dk, urtegartneriet.dk, danmarksinsekter.dk.