Danmarks giftigste svamp.
Som den står der i skovbunden med sin rene, snehvide farve ligner den uskyldigheden selv. Den snehvide fluesvamp (Amanita virosa) kaldes på engelsk ganske betegnende for “destroying angel” – den ødelæggende engel. Navnet er meget rammende for man skal ikke lade sig narre af svampens uskyldsrene udseende. Den hvide fluesvamp regnes, sammen med Grøn fluesvamp, for Danmarks giftigste svampe – dødelig giftige!
Noget af det mest uhyggelige ved denne mildtsmagende “engel” er at forgiftningssymptomerne ofte først viser sig mange timer senere. De første symptomer er mavepine, men senere vil den forgiftede ofte opleve en forbedring af tilstanden – og måske henslå hændelsen. Leveren er dog under angreb og hvis ikke der behandles i tide kan lever og nyrer tage uoprettelig skade. Selv blot indtagelse af en halv svamp kan få dødelige konsekvenser. Giften ødelægges ikke ved opvarmning og tilberedning.
Annonce:
Har du den rette svampebog? Find den her!
Forvekslinger med champignon
Den hvide fluesvamp har været årsag til mange dødsfald i Europa – herunder Skandinavien, hvor senest en svensk mand døde i 2010 efter blot at have spist ét lille frugtlegeme af hvid fluesvamp.
Hvid fluesvamp kan forveksles i dens helt unge stadie med de attraktive champignoner. Champignon har dog farvede lameller (fra rosa til brun), hvor fluesvampen har hvide lameller og sporer. Når du plukker champignon, så lad de helt små knopstadier stå og tag kun dem, der har tydeligt farvede lameller. Man bør af gode grunde aldrig spise svampe, hvor der blot er den ringeste tvivl om bestemmelsen.
Hvid fluesvamp kan findes over hele landet i løv- og nåleskove. Den vokser især under gran-, eg- og birketræer, hvor den forekommer fra sommer til sent efterår.
/NL
Kilder: Svampe/Lohmeyer og Künkele 2006 og Naturstyrelsen.dk