En milepæl på vejen til at finde jordens tvilling

26 nye planeter opdaget af rumfartøjet Kepler.
NASA, det amerikanske rumagentur, har ved hjælp af rumfartøjet Kepler, fundet 26 nye planeter i verdensrummet.

NASA har via Kepler-programmet opdaget 26 nye planeter. Fotografik: NASA.

Hos NASA er man begejstrede over fundene af de fjerne planeter selvom de nye opdagelser er fordelt over 11 planetsystemer, hvor overfladetemperaturen alle steder er alt for høje til at der kan eksistere liv.

Vores galakse er fyldt med planeter
Ifølge NASA er vores galakse propfyldt med planeter. ”Før Kepler-missionen kendte vi måske 500 exoplaneter (planeter udenfor solsystemet)”, siger videnskabsmanden Doug Hudgins fra NASA hovedkvarteret. ”Nu blot to år senere har vi ved at kigge på en del af himmelrummet, som ikke er større end en knytnæve, opdaget mere end 60 planeter og mere end 2300 planetkandidater. De mange fund af planeter sender et klart budskab, nemlig at vores galakse med sikkerhed er fyldt med planeter i alle størrelser og i alle kredsløb.”
Kepler-programmets formål er, at lede efter jordlignende planeter, der kredser om andre stjerner end solen. Projektet blev startet af NASA i 2009, og i programmet deltager også forskere fra Aarhus Universitet.

Kepler-22b
Allerede sidste år meddelte NASA om fund af den første planet i en ”beboelig zone” i kredsløb om en stjerne udenfor vores solsystem. Det vil sige en planet med den rette temperatur, atmosfære og muligheder for vand. Planeten er døbt Kepler-22b og befinder sig 600 lysår væk.
Douglas Hudgins betegner Kepler-programmet som en “vigtig milepæl på vejen til at finde jordens tvilling”.
/MR

Kilder: Nasa.gov, DR.dk / Nordjyske.dk

Lignende artikler

Lignende artikler

SENESTE FRA NATURGUIDE.DK

UGENS MEST LÆSTE

Naturvejleder