Den strandede spækhugger er ikke strandet alligevel, men antagelig syg

Den 18. november 2021 “strandede” en 5 meter lang spækhugger ud for den nordjyske Kattegat-kyst ved Haslevgaarde Strand, men hvalen var snarere afkræftet end strandet.

(Artiklen er opdateret 21. november 2021)

Den pågældende hval, der strandede 18. november 2021 på Kattegatkysten, ca. 40 km sydøst for Aalborg, var alligevel ikke rigtigt strandet. Naturstyrelsens vildtkonsulent forsøgte i første omgang at vade ud til spækhuggeren, der ligger ca. 600 m. ude fra stranden, men vandet blev for dybt, selvom det generelt er et lavvandet område.
Vanddybden omkring hvalen var på daværende tidspunkt over 1 meter, vurderede vildtkonsulenten, der oplyste til TV2-nyhederne, at hvalen kan bevæge sig. Det var ventet at spækhuggeren ville svømme væk natten til torsdag med stigende højvande, men dagen efter lå hvalen stadig på stedet, men endnu i live. Vurderingen er at hvalen er syg og svækket.

Klarer hvalen sig alligevel?

Det ser dog ikke ud til at hvalen helt har opgivet livsgnisten. To dage efter at hvalen blev set ligge stille kom der igen bevægelsen i hvalen, der måske var ved at komme til kræfter? På tredjedagen, søndag den 21. november, er spækhuggeren tilsyneladende forsvundet igen. Om hvalen har klaret sig er uvist.

I de senere år er der flere gange observeret spækhuggere helt tæt på Danmarks kyster. Mest kendt er nok observationerne fra Skagen Nordstrand, hvor hvalerne har kunne ses fra stranden.
/MR

Foto: Arkivfoto: Walter Macedo, Dreamstime.com.
Kilder: TV2-nyhederne, dr.dk, tv2nord.dk, Naturstyrelsen, Politiken.dk, Jp.dk.

Seneste fra Naturmagasinet

Ugens mest læste

Aktuelt i naturen

Fra arkivet...