De smukke, vilde kobjælder har deres højtid i foråret!

Opret kobjælde er den kraftigste i farverne af de tre arter vi har herhjemme. Den vokser bl.a. vildt i Nationalpark Mols Bjerge. Det er også den art man kan købe på flere planteskoler for relativt få kroner. Grav den derfor ikke op i naturen! Foto: Jerry M. Porsbjer CC BY-SA 3,0, Wikimedia

Foråret er i gang og det betyder at de smukke, vilde kobjælder nu har deres højtid. Nikkende kobjælde er den almindeligste af de tre danske arter, men langtfra alle er forundt at have set den smukke blomst.

En lodden forårsblomst. 
I Danmark har vi tre arter af kobjælder. Nikkende kobjælde (Anemone pratensis) er den mest udbredte – uden at være almindelig. Opret kobjælde (Anemone pulsatilla) er mere sjælden. Den ses oftere i haverne, da den kan købes på flere planteskoler. Den mest sjældne, som kun ses få steder i landet, er Vårkobjælde (Anemone vernalis). Udover at alle tre arter er smukke er de også alle sammen lodne med mere eller mindre klokkeformede blomster. Farverne varierer fra hvidlig over til violet.
Nikkende kobjælde
Alle tre danske arter af kobjælder er lodne med håret stængel. Her samler en humlebi nektar fra en Nikkende kobjælde, Klim Bjerg, Nordjylland.
Kobjælder som naturmedicin.
Kobjælder har tidligere været anvendt som naturmedicin. Planterne har blandt andet været anvendt mod migræne, gigt, hudsygdomme, vorter, hjertelidelser, bronkitis og sågar mod influenza. Men alle tre arter som vokser i Danmark er svagt giftige! Planten har desuden en skarp smag, hvilket blandt andet skyldes stoffet anemonol. Planten må da heller ikke anvendes til indtagelse her i landet. Den er også giftig for græssende dyr som undgår den.
Vårkobjælden er ret sjælden i Danmark – og fredet. Den findes kun få steder i landet. Foto: Svicková CC BY-SA 3,0, Wikimedia

Vidste du;

At det kun er Vårkobjælden der er fredet i Danmark?

At kobjælder kan blive op til 20 år gamle?

At Nikkende kobjælde i sjældne tilfælde kan danne hybrid med Opret kobjælde?

At kobjælder ikke tåler meget konkurrence fra andre arter. De trives bedst på overdrev, bakker og skrænter, hvor andre vækster holdes nede med eksempelvis græsning. Gerne i kalkholdig sand eller på grusbund.

At planten er giftig og meget berøring af planten kan give eksem og hudirritation.

Fakta om kobjælder:

  • Nikkende kobjælde er 10-40 cm høj. Opret kobjælde er 5-20 cm høj. Vårkobjælde er omkring 20 cm høj.
  • Kobjælde er i ranunkelfamilien.
  • Vårkobjælden blomstrer først på foråret efterfulgt af opretstående kobjælde og nikkende kobjælde som først blomstrer i maj.
  • Alle arter har en opret, håret stængel.
  • Der findes omring 20 arter i Europa og den tempererede del af Asien.
Selv når kobjælderne er afblomstret er de smukke. Her en frøstand fra Nikkende kobjælde. De karakteristiske frøstande kan ses til ind i juni.

MR/

Featured billede: Opretstående kobjælder af Antje Schultner CC BY-SA 3,0, Wikimedia.
Kilde: fugleognatur.dk, dansknatur.wordpress.com, NatureGate, helsenyt.com, naturstyrelsen.dk.

Seneste fra Naturmagasinet

Ugens mest læste

Aktuelt i naturen

Fra arkivet...