Dansk naturbevarende fond donerer millionbeløb til orangutanger

Vilde orangutanger. Foto: michael hoefner, CC BY-SA 3.0, Wikimedia.
Vilde orangutanger. Foto: Michael Hoefner, CC BY-SA 3.0, Wikimedia.

Red Orangutangen og Aage V. Jensens Fonde indgår et samarbejde om at genetablere et unikt tørvemoseområde på Borneo, der er hjem for mange sjældne arter, herunder en af de største vilde orangutangpopulationer med cirka 3.000 orangutanger.

Aage V. Jensens Fonde har doneret et millionbeløb til at blokere en række afvandingskanaler, der dagligt dræner et unikt ”black-water” flodsystem som ellers kun findes i Amazonas. Området har en enestående flora og fauna og er hjem for 48 udrydningstruede dyrearter som bl.a. inkluderer 3.000 vilde orangutanger. Det skriver organisationen RedOrangutangen.dk.
Ved at støtte dette projekt, viser Aage V. Jensens Fonde deres ønske om at bevare unikke økosystemer. Projektet vil gavne et væld af sjældne dyrearter – ikke mindst de 3.000 vilde orangutanger, der lever i området” fortæller Red Orangutangens direktør Claus Staunstrup Nilsson.

Unik indsats for naturbevarelse
Aage V. Jensens Fonde er i realiteten tre fonde, hvor den internationale fond Aage V. Jensen Charity Foundation støtter naturbevarelse mange steder i verden. Aage V. Jensen Charity Foundation er den største sponsor på verdensplan for BirdLife International. I Danmark er Aage V. Jensen Naturfond den mest kendte af de tre fonde, hvor fonden driver og bevarer nogle af de ypperligste naturområder i Danmark. Her lægges der også vægt på at befolkningen får gode muligheder for naturoplevelser. Læs mere om fondene her: Aage V. Jensen Fonde.

Levesteder for bl.a. orangutangen genskabes.
Tørvemoseområdet Mawas på Borneo er på størrelse med Fyn. Området blev ødelagt i slutningen af 1990’erne, da Indonesiens regering besluttede at omlægge over en million hektarer tørvemose til risproduktion. Projektet mislykkedes, men hundredevis af afvandingskanaler fortsætter med at dræne området, der gradvis ødelægges mere og mere.
Derudover har dræningen medført, at området er mere udsat for skovbrande og at kanalerne har gjort det lettere at transportere ulovligt fældede træer ud af området, hvilket leder til en hurtigere ødelæggelse af tørvemosen.
Vi er nået et punkt, hvor naturen i Mawas skal have hjælp til at genetablere sig selv. Første skridt er at blokere kanalerne og genetablere områdets naturlige vandstand” siger Claus Staunstrup Nilsson.

For at minimere de illegale aktiviteter, der ødelægger ét af jordens vigtigste økosystemer, samarbejder Red Orangutangen med lokale myndigheder. Organisationen inddrager den lokale befolkning i arbejdet for at redde orangutangen og støtter dem i at skabe sig bæredygtige indtægtsmuligheder.
/MR

Kilde: RedOrangutangen.dk

Mere fra NaturGuide.dk

SENESTE FRA NATURGUIDE.DK

UGENS MEST LÆSTE