Boganmeldelse: Vi er natur

Boganmeldelse: Vi er natur. Genopdag naturen og mærk dens helbredende kræfter.

Læst og vurderet af naturvejleder Niels D. Lisborg

Ide senere år har natur og udeliv fået fornyet fokus hos mange danskere – og da i særdeleshed under coronakrisen. Tidligere på året udkom bogen “Vi er natur”. Da jeg sad med anmeldereksemplaret tænkte jeg først, at det var endnu en af de lidt tunge naturterapi-bøger – ofte med professionelle psykologer og psykoterapeuter som målgruppe. Kort inde i bogen blev jeg dog hurtigt klogere. Særligt efter et billedligt forord af Rane Willerslev – og snart efter stadfæster forfatterne selv at bogen er tiltænkt alle, der ønsker en større forbindelse til naturen og et bedre kendskab til naturens helbredende kræfter.

I bogen, der indeholder mange stemningsfyldte fotos, bliver læseren præsenteret for viden indenfor bl.a. naturterapi, men også naturvidenskab.

Enkelte gange stikker forfatterne lidt af og bliver en tand for terapeutiske for et jordbunden naturmenneske som undertegnede, der næsten ser sig selv ligge på terapi-briksen når jeg læser sætninger som “Du ser nu ilten sive ud fra træets blade, bevæge sig rundt om træet, ned langs stammen og ind i dine næsebor…” Efterhånden som jeg kommer ind i bogen vænner man sig lidt til stilen, hvor forfatterne ofte forsøger at skabe billeder og forestillinger. Og det gør de faktisk godt.

“Vi rejser 320.000 år tilbage i tiden. Tilbage til dengang vi levede på savannen i Afrika. På det tidspunkt kom en gruppe af mænd, kvinder og børn vandrende. De var trætte…”

Uddrag fra bogen, kapitlet om bålet.

Bogen har en tiltalende fortællestil i et forståeligt sprog, der gør at den er forholdsvis let at læse. Jeg fanges også af den faglige viden i bogen som forfatterne lister ind uden at det bliver anstrengende læsning – tværtimod! Undervejs er der tilmed ganske flotte, stemningsfyldte billeder.

I kapitlet om bålet, der indledes med en fin, fortællende historie, kan jeg sagtens genkende beskrivelsen af bålets effekt når jeg selv sidder derude med den knitrende ild. Roen, sindstilstanden – det at være ét med nuet. Fint at se det forklaret i ord i bogen.

“Vi er natur” er en bog som jeg helt sikkert kan bruge i mit eget univers og er indtil videre den mest tilgængelige bog på sit felt som jeg har læst. En bog som jeg tror rigtig mange kunne have glæde af – og som burde være en del af pensum på naturvejlederuddannelsen.
Bogen kan med fordel købes hos Tales.dk til kr. 189,- (annoncelink til tilbud)

“Vi er natur” af Simon Høegmark, Sigurd Hartvig og Jane Sørensen. Muusmann Forlag 2020. 216 sider, softback. Vejl. pris. kr. 249,95.

Lignende artikler

Lignende artikler

SENESTE FRA NATURGUIDE.DK

UGENS MEST LÆSTE

Naturvejleder