Naturmagasinet NaturGuide.dk | Danmarks natur på nettet | Magasinet er upolitisk og udgives af VisitNature

VisitNatue.com

    Boganmeldelse: Vandfugl

    Den unge naturfotograf og ornitolog Mads Hagen har med sit kamera besøgt fremmede himmelstrøg, lige fra den finske tajga til Kenyas savanne, men hans store passion er danske fugle.

    I sin nyeste fotobog viser han, at vandfuglenes vidunderlige verden er både dramatisk og inspirerende.

    Læst af naturskribent Søren Olsen

    Forsiden af bogen Vandfugl viser den toppede lappedykker med unge. Foto: Mads Hagen. 

    På Muusmann Forlag har Mads Hagen fået udgivet en smuk og velskrevet bog med titlen ”Vandfugl”, som går tæt på 50 danske fugle, der har en eller anden tilknytning til vand. Uanset om det er søen, åen eller kysten. Bogen handler derfor ikke kun om fugle, der har svømmehud mellem tæerne, som ænder, gæs og svaner, men også forskellige spurvefugle som blåhals og rovfugle som vandrefalk. Blandt de mange vandfugle er den toppede lappedykker hans favoritfugl, og derfor er den da også landet på forsiden af hans bog. 

    En anden smuk lappedykker er den sorthalsede, der har ikke bare røde, men lysende røde øjne, hvorfra nogle smukke orange fjer springer bagover, mens resten af hovedet, halsen og ryggen er sort. Flankerne har samme farve som hovedfjerene, og bugen er hvid.

    Et par sorthalsede lappedykkere i fuld gang med deres dans, som er en del af deres kurtiseringsritual. Foto: Mads Hagen.

    Ligesom hos de andre lappedykkere er forårsdansen en del af deres kurtiseringsritual. Det foregår ved, at de svømmer mod hinanden i høj fart, og når de mødes, rejser de sig og nærmest ”går på vandet”.

    Vandrefalken er en anden spektakulær fugl, som Mads Hagen har fulgt og fotograferet på Stevns Klint. I bogen har Mads Hagen fotos af de voksne vandrefalke, men også af en ung fugl. Det lykkedes ham at komme forholdsvis tæt på den fordi ungerne ikke er særlig sky når de lige har forladt reden og skal prøve deres vinger af. 

    Vandrefalken kan i styrtdyk kan nå hastigheder på op mod 390 kilometer i timen og regnes for verdens hurtigste fugl. Den holder vingerne helt tæt til kroppen og falder som et projektil mod sit intetanende bytte. Kigger man på falkens næb, lægger man mærke til, at den ved næseborene har to runde prikker lige i midten. De har den funktion, at de hindrer falken i at tage for meget luft ind i lungerne under et styrtdyk. Hvis den ikke havde denne indretning, ville dens lunger blive ødelagt når den styrtdykkede med topfart. 

    De majestætiske sangsvaner yngler nordpå, men besøger i stort tal Danmark om vinteren. Foto: Mads Hagen.

    Hver enkelt af de vandfugle Mads Hagen har med i sin bog, beskrives med udseende og levested, og desuden en god tekst om de oplevelser, han har haft med den pågældende fugl. Somme tider får man at vide hvor og under hvilke omstændigheder han har fotograferet fuglen. Det er derfor en meget personlig bog om fuglene, men han fremhæver de enkelte arters biologi og særprægede udseende. På den måde lærer man selv at lægge mærke til de forskellige kendetegn på de fugle, man møder i naturen.

    Mads Hagen: Vandfugl. 241 sider, 300 kr., Muusmann Forlag.

    Fakta om forfatteren:
    Mads Hagen er født i 1998 og vokset op i Nykøbing F. ved Guldborg Sund, farvandet mellem Lolland og Falster, der har Danmarks tætteste bestand af havørne. Han bor i dag ved Sortedamssøen i København, har en bachelorgrad i Film- og Medievidenskab fra Københavns Universitet og arbejder som naturfotograf, foredragsholder, forfatter og rejseleder med fokus på naturoplevelser. Hans første bog fra 2021 hed ”Mit Lolland-Falster” og udkom på Byens Forlag. Den er udsolgt, men kan købes som e-bog.

    Lignende artikler

    SENESTE FRA NATURGUIDE.DK

    UGENS MEST LÆSTE