Boganmeldelse: Ulvemælk

Fremtidens Jylland er dækket af skov og fuld af ulve i Weitzes grønne roman.

“Ulvemælk” ser også bagud – til den tid, hvor Jylland stadig var dækket af hede, og folkemindesamleren Evald Tang Kristensen gik fra gård til gård for at indsamle de sidste rester af folkets historier.

Året er 2040. Inga er flyttet ind i sin mormors hus i Tværmose sammen med sin kæreste, der overvåger egnens voksende bestand af ulve. Hun er egentlig forfatter, men AI (her OS) har overtaget hendes arbejde som kreativ. Faktisk er hele deres liv spundet dybt ind i fremtidens teknologi. Samtidig følger vi Evald, der tilbage i 1872 går en skæbnesvanger indsamlertur til en gammel kvinde, der bor langt ude på heden i Tværmose – i det hus, der i fremtiden bliver Ingas. Kvinden Ane Povlsdatter gemmer på slutningen af en ulvehistorie, som Evald må have fat i.

Ulvemælk er en smuk bog i et langsomt tempo, der byder på mange refleksioner over alt fra nutidens landbrug og AI-teknologi til den fri fantasi og livet som menneske. Det får også læseren i gang med at tænke: Hvor meget skal teknologi fylde? Og hvordan vil fremtidens Danmark egentlig se ud? Et skovdækket Jylland er noget af et drømmescenarie, samtidig er det spændende at følge med i Evald Tang Kristensens liv tilbage i 1800-tallet. Hans iver efter at gå ud og samle tager form nærmest som en mani i romanen, en mani, der både handler om personlig tragedie, men også om en skatkiste af folkeminder, der er ved at forsvinde sammen med heden. Heldigt for os viede Evald sit liv til dem. Og heldigt for os, er der noget tilbage at redde endnu, når det kommer til den vilde natur – ikke mindst den, vi gemmer på indeni.

Ulvemælk af Charlotte Weitze. Udgivet af Gutkind, 2025. 330 sider. 299 kr. Charlotte Weitze har også skrevet romanen Rosarium.

Ugens mest læste

Annoncespot_imgspot_img

Seneste fra Naturmagasinet

Spørg om natur

Aktuelt i naturen

Fra arkivet...

SHOP